Vestergade i Ikast: Der bor igen en bager

Bakery by Doktor rykkede tirsdag morgen ind i det tomme bagerhjørne hos Løvbjerg på Vestergade

Udgivet:02. oktober 2022, 21.30

Læsetid:1 minut

Bag disken i det ny shop-in-shop bager i Løvbjerg stod Mette Andersen og Steffen Tolstrup klar til at ekspedere kunderne i Løvbjergs Supermarked på Vestergade i Ikast. Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

ÅBNING Der bor en bager på Vestergade, han bager kringler og flødekager....

Tirsdag morgen kom der atter liv i det tomme bagerhjørne hos Løvbjerg på Vestergade i Ikast.

Den nye bager, Bakery by Doktor, rykkede ind og havde fyldt montre, kurve og hylder op med friskbagt bagerbrød i de tidlige morgentimer og fulgte op i løbet af dagen

Claus Doktor, der i forvejen driver bagerbutikker under navnet Bakery by Doktor i både Snejbjerg, Lind, Randers og Viborg, har således også indtaget Ikast, der siden Vestbyens konkurs for nogle uger siden, ikke har haft en håndværksbager i byen.

Bag disken kan man finde erfarne kræfter, idet Steffen Tolstrup og Mette Andersen begge var ansat hos Vestbyens Bageri.

- Vi har haft en travl formiddag, hvor der har været en del kunder for at købe brød, men det er også tydeligt, at der er mange, der bare lige skulle »kigge vinduer« og se, hvad der er i sortimentet, siger Steffen Tolstrup, mens han langer bagerbrød over disken og slår det ind i kassen.

Han suppleres af kollegaen Mette Andersen, der heller ikke er i tvivl om, at muligheden for at købe bagerbrød i byen har været savnet.

- Det er tydeligt, at folk har glædet sig og er nysgerrige på, hvad der er på hylderne. Der er mange nye ting i sortimentet, som vi alle skal vænne os til. Det er både brød og nye kager, siger Mette Andersen, mens hun smilende tager imod den næste kunde, der står klar ved glasdisken.