
Ikast-Brande Kommune strammer op for adgang til genbrugspladserne: Kortscannere gav fri adgang for alle med sygesikringskort
»Den åbne dør« til de selvbetjente genbrugspladser i Bording og Nørre Snede er igen lukket for borgere, der ikke bor i kommunen
Udgivet:13. juli 2023, 11.30
Læsetid:4 minutter
Fejlsorteringen på Ikast-Brandes to selvbetjente genbrugspladser i Bording og Nørre Snede har været stigende, siden nye kortscannere er taget i brug. Foto: Laila Kempel
2 måneder siden
IKAST-BRANDE Nyindkøbte kortscannere har vist sig at give udfordringer på Ikast-Brande Kommunes genbrugspladser i Bording og Nørre Snede, hvor borgere fra omegnskommunerne overraskende hurtigt har ladet rygtet sprede, at der reelt var fri adgang til de to selvbetjente pladser.
Men det går ikke mere.
Ikast-Brande Kommune har nemlig indtil videre lukket for muligheden for at bruge sygesikringskortet for at få adgang til skraldecontainerne.
- Vi fik i februar udskiftet vores kortlæsere til kortscannere, fordi mange borgere jo har fået deres kørekort og sygesikringskort lagt over som apps på telefonen. Så for at imødekomme den udfordring skiftede vi til kortscannere i stedet for kortlæsere; det er jo lidt svært at køre en mobiltelefon gennem en kortlæser, siger teamleder Richardt Mørk fra Affald og Genbrug i Ikast-Brande Kommune med et smil på læben.
Men det har så vist sig, at kortscanneren ikke tager højde for kommunekoden. Dermed har alle borgere med et sygesikringskort haft fri adgang til de to genbrugspladser i Ikast-Brande Kommune.
Rygte bredt som en løbeild
- Og det rygte har bredt sig som en løbeild. Det er gået ufattelig stærkt, erkender Richardt Mørk.
Han har derfor besluttet, at det indtil videre kun er borgere, der på forhånd har tilmeldt deres bils nummerplade, der kan få adgang til de to pladser.
- Vi kendte selvfølgelig ikke til, at alle borgere med et dansk sygesikringskort kunne få adgang - og har derfor været i kontakt med vores leverandør og luftet vores utilfredshed. De har tilbudt at sætte de gamle kortlæsere op igen, men vi har lige sat det hele lidt på standby, indtil vi finder en mere holdbar løsning, siger teamlederen.
Fejlsortering
Siden de nye scannere kom op, har Richardt Mørk også kunnet konstatere en større grad af fejlsortering på netop de to pladser.
- Det er gået stærkt ned ad bakke. Jeg synes generelt, at borgerne har været gode til at sortere deres affald. Men vi har på det seneste haft flere tilfælde af, hvad jeg vil kalde bevidst fejlsortering: haveaffald i plast, medicinrester i papir og eternit-tagplader - som slet ikke må komme på genbrugspladserne mere - i stort brændbart. Det har været helt grelt. Normalt har de fleste af vores containere været kategoriseret som A-affald, men et stigende antal er blevet nedgraderet til C, fordi det har været alt for urent, forklarer Richardt Mørk, der ikke vil udelukke, at det hænger sammen med, at der har været fri adgang for ikke-lokale borgere.
Taget på fersk gerning
- Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at den voksende fejlsortering er sket, efter at vi har skiftet til kortscannere, siger han og undrer sig over, om nogen ligefrem har et ønske om at få pladserne lukket og derfor bevidst ser stort på kildesorteringen.
Ud over den stigende fejlsortering er der også borgere fra nabokommuner, der er blevet taget på »fersk gerning«.
- Vi har stoppet borgere fra Silkeborg på genbrugspladsen i Bording, og så sent som i denne uge har der været en fra Them, der ville læsse af i Nørre Snede, fortæller teamlederen.
- I Brande er der borgere fra Fasterholt, der også gerne vil bruge pladsen. Vi har tilbudt Herning Kommune at sende en faktura til dem for den service. Men det har de altså takket nej til, konstaterer Richardt Mørk tørt.
Bordingenser greb selv ind
En af de lokale borgere, der har registreret, at det har været helt galt, er Casper Ganshorn fra Bording, der flere gange har lagt mærke til fejlsorteringen. Han har henvendt sig til Ikast Avis for at gøre opmærksom på problematikken, som kommunen nu tager hånd om.
På eget initiativ har han senest hevet en flamingokasse med en Silkeborg-adresse op fra plastcontaineren. Han har fjernet pap og en jernkurv fra hård plast, ligesom han også har fjernet to sække, som helt tydeligt hørte til i småt brændbart.
- Hver gang jeg er på genbrugspladsen, tager jeg noget op af en container, hvor det ikke hører til. Jeg håber ikke, at pladsen bliver lukket, bare fordi folk fra Silkeborg ikke kan finde ud af sortere deres affald ordentligt, siger Casper Ganshorn, der glæder sig over, at der nu er sat en stopper for de udenbys gæster på Ikast-Brandes genbrugspladser.
I øvrigt er der videoovervågning på alle Ikast-Brande Kommunes genbrugspladser - også de betjente. På de to selvbetjente pladser er der hele 24 overvågningskameraer i Bording og 22 i Nørre Snede.
- Det betyder, at vi kan holde øje og ofte finde synderen. I øjeblikket sidder jeg faktisk og tjekker optagelser igennem og har netop fundet synderen. Flere plasticposer med ildelugtende indhold er blevet smidt i plast - og der hører det i hvert fald ikke til, fastslår Ricardt Mørk, der vil tage kontakt til borgeren og bede vedkommende om at komme ude og rydde ordentligt op efter sig selv; det vil sige flytte affaldet til den rigtige container.