Black Friday skyder julehandlen i gang

Hele ugen bliver fuld af gode tilbud og julerier i Strøgcentret, hvor Black Friday og juletræstænding er blandt de store trækplastre

24. november 2021, 11.00

Juletræet bliver tændt fredag eftermiddag ledsaget af musik fra Ikast FDF Brassband og den lokale soul-sangerinde Lone Rasmussen. I 2019 blev der delt 1100 slikposer ud til glade børn - og Vores Ikast står igen klar til at dele ud. Ejendomsmægler-firmaet John Frandsen vil også være at finde i en bod på Torvet. Her kan børn få gratis popcorn og komme med et juleønske, og udvalgte vil få det opfyldt. Foto: Tom Laursen

BLACK FRIDAY Hos Vores Ikast diskuterer man ikke længere, om Black Friday er en god idé. Det er ganske enkelt en selvfølge, at der gøres et stort nummer ud af den amerikanske tradition.

- Jeg kan godt se, at der landsdækkende er flere butikker, der er imod Black Friday, men i Ikast er der stor tilslutning blandt vores medlemmer. Salgstallene taler deres tydelige sprog, og Black Friday er blevet startskuddet til julehandlen, siger Jan Birk Knudsen, chef for Vores Ikast.

Slikposer og fint besøg

De seneste år har foreningen da også valgt at kombinere de to store begivenheder Black Friday og den traditionsrige juletræstænding.

- Det gør vi igen i år. Juletræet tænder borgmesteren fredag eftermiddag på Torvet. Her er vi i år nødt til at opfordre til, at alle møder op med coronapas og sørger for god afstand, siger Jan Birk Knudsen.

Vores Ikast deler slikposer ud til alle børn ved træet, og derefter kan store og små gå en tur i Strøgcentret, hvor der både kan shoppes i butikkerne og ved Fredagsmarkedet.

- Vi får besøg af julemanden i det tomme butikslokale Strøget 30 lige efter juletræstændingen. Der vil han dukke op ved middagstid hver lørdag og søndag i december, fortæller Vores Ikast chefen.

Søde juletoner

Julerierne fortsætter hele weekenden. Lørdag kan der handles til tonerne af sangerinden Helene Bak, der synger julesange. Søndag er der ligeledes et musikalsk indslag fra koret »Den Totale Dekadence«.

- Søndag åbner vi et honningkageværksted, hvor børn kan komme og få et gratis honninghjerte, som de kan pynte og tage med sig hjem, siger Jan Birk Knudsen.

Strøgcentret danner både rammen om Black Friday, Fredagsmarked i en særlig juleudgave og besøg af julemanden. Foto: Henrik Ole Jensen