FCM-stimen fortsætter: Tættere på guldet

Sejren i Randers bringer FC Midtjyllands forspring til FCK på 12 point - søndag gælder det Horsens i Herning

13. marts 2020, 05.00

FCM-spillerne, der her jubler over Alexander Scholz’ scoring mod Randers, er i den grad på guldkurs. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD FC Midtjyllands tredje danske mesterskab er kommet et stort skridt nærmere.

Søndagens 2-0-sejr ude over Randers betyder, at FCM-mandskabet ikke kun indtager førstepladsen suverænt i Superligaen; »ulvene« har også øget forspringet ned til FC København. Således er der nu - med to grundspilskampe og 10 kampe i mesterskabsspillet tilbage af sæsonen - hele 12 point mellem de to DM-aspiranter.

- Vi tager intet for givet, men selvfølgelig er vi opmærksomme på, at vi har 12 point ned til FCK. Det er ret utroligt, siger Alexander Scholz, midterforsvarer hos FC Midtjylland.

Midtstopperen var vikarerende anfører i udekampen i Randers, hvor han på et mennesketomt stadion selv blev noteret for scoringen til 1-0. Det var efter et hjørnespark fra Evander Ferreira - FCM’s brasilianske playmaker, som sørgede for 2-0-træfferen efter et straffespark, som blev begået mod talentet Gustav Isaksen.

Sejrskvaliteter i dårlig kamp

De to scoringer faldt begge i første halvleg, og da Randers-offensiven viste sig særdeles ineffektive i offensiven, og inden pausen endda misbrugte et straffespark på keeper Jesper Hansen, kunne de midtjyske guldfavoritter køre de tre point hjem på cruise control.

- Vi spillede på mange måder en rigtig dårlig første halvleg, så det måtte være opgivende for de andre hold at se, at FC Midtjylland alligevel førte 2-0. Men det siger også meget om kvaliteterne hos vores hold. Vi henter sejrene, vi skal bruge, påpeger Alexander Scholz.

Førstkommende søndag eftermiddag får FC Midtjylland besøg af AC Horsens, der i sidste weekend sensationelt besejrede netop FC København i Parken.

Også på MCH Arena afvikles matchen mellem FCM og Horsens uden tilskuere på lægterne.

Årsagen er, at både Superligaklubberne, regeringen og sundhedsmyndighederne ønsker at mindske smitten af den florerende coronavirus, som netop nu også påvirker det danske samfund.

- Det er en mærkelig og kedelig fornemmelse at spille uden tilskuere, men det må vi vænne os til, for det er realiteterne i resten af marts, pointerer Alexander Scholz.

Opgøret mellem FC Midtjylland og AC Horsens kan følges på Eurosport2 fra klokken 14.00.