Læserbrev: Han vil bygge en mur af larm op igennem Midtjylland, for at holde mexicanerne væk, eller hvad?

4. august 2021, 12.19

LÆSEBREV

Politik ligner for mig mest af alt et cirkus, der udstiller diverse særlinge. Jeg havde dog aldrig troet, at vi i Danmark skulle få vores egen Donald Trump – og da slet ikke, at det skulle være en fyr jeg godt kunne lide, da han var håndboldlandstræner. Ikke desto mindre fremstår Ulrik Wilbek i denne tid som lidt af en Trump med sit vanvittige byggeprojekt, der skal give ham et politisk eftermæle og lokalbefolkningen en kæmpe mur af larm at bøvle med.

Hvorfor skal vi have ’Hærværksmotorvejen’, som den pænt bliver kaldt af befolkningen? Fordi Viborg ikke er en motorvejsby? Det giver jo ingen mening. Skal de så også have en frihedsgudinde og en metro, fordi de ikke er en frihedsgudinde- og metro-by? Det er en latterlig argumentation, men det er åbenbart nok til et politisk flertal og heri ligger problemet.

Et politisk flertal repræsenterer ikke befolkningen. Det har det aldrig gjort, men i dag er det helt skidt, for politik er fyldt med realitystjerner som Morten Messerschmidt (Big Brother) og Simon Emil Ammitzbølle-Bille (FC Zulu), for ikke at nævne tidligere statsminister Lars Løkke, der også gør i den slags (Dybt vand). Så fik vi Joakim B. Olsen, der er lidt af et kapitel for sig, men lad os bare sige, at han ikke skaber meget tillid til sportsfolk i politik. Nu har vi på lokalplan Wilbek i Viborg. Og det er et problem. Ikke at sportsstjerner ikke må være politikere. Det er ikke dem jeg er imod. Det er politikerne, der skal ud.

Jeg vil gerne have politikerne ud af politik. Med dem bliver politik til et realityshow med strategier og skandaler, hvor de skal vinde popularitetskonkurrencen og lave politiske eftermæler. Hvem kan få flest likes på Facebook? Hvem kan fremstå stærk og handlekraftig? Desværre, så ødelægger det politiske spil politikken for befolkningen, der nu effektivt er reduceret til et publikum, der ser en skør forestilling med masser af drama, der potentielt ødelægger deres liv. Er det en joke eller en tragedie?

Hvis politikerne bliver smidt ud af politik, så kan de deltage på lige fod med os andre i et direkte demokrati og aldrig indføre bizarre plager på os andre med skøre argumentationer, fordi det er ”godt reality-TV” og styrker deres eftermæler. Reality-politikkens eftermæle bliver forhåbentligt, at det var helt igennem dumt.