En kold tyrker på et varmt sted

Camilla Tolstrup fortæller om, hvordan hun slap fri af metadonen under sin specialkur i Spanien

Udgivet:20. januar 2019, 15.06

Læsetid:5 minutter

Steen Hebsgaard

4 år siden

IKAST - Jeg vil tage mine strømper af - og vise Oliver mine fødder ...

Ordene falder fra Camilla Tolstrup.

Ledsaget af et af de sjældne smil fortæller hun om et forestående møde med landets førende gigtekspert, overlæge Oliver Hendricks, fra Gigthospitalet i Gråsten.

Og hvis tonen er bare en anelse mere end kammeratlig, skyldes det, dels at overlægen gennem mange år har tilset, behandlet og været inde over Camillas sag og derfor har et personligt kendskab til den gigtplagede patient fra Ikast, dels at Camilla Tolstrups fødder i deres nuværende tilstand er et af beviserne på, at det trods alt på nogen områder er gået lidt bedre.

Dem vender vi tilbage til ...

Kampen mod systemet

Ikast Avis har i en række artikler de seneste år skrevet om Camilla Tolstrup, der af gigteksperter betegnes som et af de sværeste tilfælde i Danmark. Vi har skrevet om hendes udfordringer med at finde behandlingsmetoder og hendes kamp mod »systemet« i form af blandt andet Ikast-Brande Kommune. Kommunen har givet afslag på den særlige Body-SDS-behandling, som har vist sig at have en om ikke helbredende så i hvert fald lindrende effekt på den stærkt gigtplagede kvinde.

Den er bare udenfor det etablerede behandlingsystem, og selv om Camillas læger anbefaler behandlingen, fordi alt andet i det offentlige er afprøvet, afslår det offentlige at hjælpe.

Private indsamlinger

Behandlingen har fundet sted alligevel med hjælp fra private indsamlinger. Camillas Body-SDS-behandler, Jane Duch, har været et centralt omdrejningspunkt i Camilla Tolstrups liv de seneste halvandet år. Ikke nok med at hun har trådt til med behandling, også når der ikke kar været penge til det, der er også udviklet en tæt relation og et tillidsforhold mellem de to kvinder.

Derfor var Jane Duch rejseledsager, da Camilla Tolstrup i en tre måneders periode i slutningen af 2018 tog til Spanien på en specialkur.

En privat indsamling nåede op på knapt 60.000 kroner, og det gjorde, at Camilla Tolstrup kunne tage imod tilbuddet fra en dansk uddannet læge som driver en klinik i Fuengirola.

Situationen akut

»Viafakta« hedder specialklinik, der er drevet af den danske læge Pernille Knudtzon. Hun er uddannet speciallæge i almen medicin og arbejder med forebyggende biologisk medicin, der blandt andet tager udgangspunkt i analyser af blod og undersøgelse af syre/base-balancen i kroppen.

Camillas situation var nemlig op til opholdet i Spanien forværret og akut. Indtagelsen af medicin overskred alle anbefalede doser. Lægerne aner ikke, hvad de ellers kan gøre. Og hendes krops reaktion på medicinen gjorde, at hun havde svært ved at optage salte og næringsstoffer.

Hendes situation var akut - skrev vi i en artikel lige efter sommerferien sidste år.

Og nu er vi tilbage ved Camilla Tolstrups fødder ...

Vi er på besøg hos Camilla Tolstrup, der er vendt tilbage til Danmark og sin familie.

Og som stadig sender varme tanker til de mange, som hjalp hende med finansieringen af opholdet i Spanien.

Fri af metadon

- Det er gået godt. Jeg er jo ikke helbredt, og kan godt mærke den danske kulde ikke gør noget godt for min gigt. Men det, jeg aldrig havde troet var muligt, er sket. Jeg er stoppet med metadon, siger Camilla Tolstrup, hvis fødder som en del af bivirkningen ved medicin og ophobningen af affaldsstoffer altid har haft store hævelser.

Nu har hun oplevet, at de ligner ganske almindelige kvindefødder - og det er dem, hun gerne vil vise sin overlæge i Gråsten og fortælle ham, at der er sket en forandring.

Metadon bruges ikke kun til narkomaner på afvænning. Midlet bruges også til stærkt smerteplagede patienter.

- Det var en barsk omgang. Det var som at tage en kold tyrker. Jeg var fyldt med abstinenser, de dage det varede. Jeg gik rundt i lejligheden for at lede efter metadon. Men jeg kom over det, siger Camilla, som ikke ligefrem brugte tiden på at dase i solskin, spise tapas og kolde is i varmen sammen med Jane Duch.

Det var en konstant kombination af behandlingen med Body-SDS ud over den udrensningskur, som klinikken satte hende på.

- Og jeg siger bare. Sellerijuice, som var en del af kuren ... det smager ad h..... til. Men kuren har hjulpet. Jeg kan bedre optage næring og føde, mine tal blev bedre under opholdet. Jeg kaster ikke op hver dag på grund af medicinen, og mit mavesår er blevet bedre, fortæller Camilla, som måtte undvære familien i tre måneder - men heldigvis nåede at få besøg af dele af sin familie under opholdet.

Lave om på sit liv

En af de ting, Camilla har lært efter at være kommet ud af en del af det enorme medicinbrug er, at hun skal lave om på sit liv.

- Fordi jeg har kunnet dæmpe smerterne med medicin, har jeg forsøgt at klare mere i hverdagen, end min krop har godt af og kan klare. Nu kan jeg mærke grænserne for, hvor meget, jeg kan. Og det er mindre, end jeg havde regnet med. Desværre. Men det gavner ikke min krop at tage så meget medicin, så jeg må lave mit liv om.

Hun vil derfor forsøge at søge om hjælp til hverdagen i form af en handicaphjælper.

Og stadig håbe på, at »systemet« finder en vej ud af behandlingsjunglen og kan yde tilskud til den Body-SDS-behandling, der i hvert fald lindrer hendes symptomer og gør tilværelsen en smule mere tålelig.

Imens glæder hun sig over de små ting:

Et par gange at have badet i Middelhavets varme vand.

Og i stedet for noget, der ligner hævede asparges - at have ganske almindelige kvindefødder, som hun kan vise frem med en stille glæde over et skær af normalitet ...

Camilla Tolstrup, th, sammen med Jane Duch på en af de dage, hvor de to kvinder tog en smule fri fra kure og behandlinger - og forsøgte at nyde solen over Spanien. Foto: Privat