
Første spadestik er taget: Bowlinggrunden får 24 nye familieboliger
I fredags blev første spadestik taget til 24 nye almene familieboliger og nye kontorer til Ikast Andelsbolig-forening. Byggeriet skal stå klar i april 2024
Udgivet:03. februar 2023, 06.00
Læsetid:2 minutter
Borgmester Ib Lauritsen (V) tog det første spadestik til det nye byggeri på bowlinggrunden sammen med formanden for Ikast Andelsboligforening, Jan Fonnesbæk (t.h.). Foto: Henrik Ole Jensen
8 måneder siden
BOLIGER De sidste kegler er for længst væltet, men grunden på Nørregade 2 vil for altid gå under navnet »Bowlinggrunden«.
Det udsagn er borgmester Ib Lauritsen (V) helt enig i. Fredag eftermiddag i sidste uge tog han det første spadestik til 24 kommende familieboliger, som bliver til gennem et samarbejde mellem Ikast Andelsboligforening og Ikast-Brande Kommune.
- Jeg har jo forberedt mig og gjort lidt sand klar heroppe til at grave i, for det er jo ellers ikke til med det her hårde jord, lød det fra borgmesteren, som hakkede et par gange i den frosne vinterjord.
Om godt 15 måneder - når foråret anno 2024 er i gang, skal byggeriet efter planen stå klar.
- Vi har fra kommunens side gode erfaringer med at køre de her halv-halv-projekter med Ikast Andelsboligforening, hvor det private og almennyttige smelter sammen, lød det fra Ib Lauritsen.
Ny administrationsbygning
Formanden for Ikast Andelsboligforening, Jan Fonnesbæk, stillede sig herefter op på siden af borgmesteren og gravede et hul med sin egen spade.
- Byggeriet her kommer til at være helt i tråd med vores filosofi i Ikast Andelsboligforening med varierende boliger til alle, sagde Jan Fonnesbæk og fortsatte:
- Derudover får vi også vores nye domicil til vores administrationsbygning her på grunden, og det glæder vi os meget til.
Forretningsfører i Ikast Andelsboligforening Kent Damm Kristensen fortalte videre, at de største lejligheder bliver på cirka 110 kvadratmeter og kommer til at koste lige under 8000 kroner om måneden.
Kontordelen med den nye administration kommer til at omfatte 325 kvadratmeter og placeres i stueetagen på en af de to bygninger, der begge bliver fire etager høje.
Han tilføjede videre:
- De nye bygninger vil syne pænt i bybilledet, og vi glæder os meget til at se og vise resultatet.