Glad amatørrytter sprang højt ved VM

23-årige Sarah Stokholm Larsen fra Ikast har sammen med hesten Casino fået en oplevelse for livet og sprang så højt som aldrig før

Udgivet:14. august 2022, 14.00

Læsetid:5 minutter

Sara Stokholm Larsen er en glad amatør­rytter, der har haft en stor oplevelse ved VM-arrangementet i Herning. Foto: Tom Laursen

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

IKAST Hun vandt ingen medaljer, men hun fik en oplevelse for livet.

23-årige Sarah Stokholm Larsen fra Ikast fik en stund lov til at bide skeer med de absolutte stjerner inden for international ridesport, da hun i sidste uge stillede op i en amatørkonkurrence parallelt med VM-rytterne i Herning.

Den unge Ikast-pige, som kalder sig selv en glad amatørrytter var jublende lykkelig, da hun med sin hest Casino lige akkurat nåede at indsamle point nok til at få lov til at stille op i amatørkonkurrencerne i forbindelse med det store VM-arrangement i Herning.

Sarah Stokholm Larsen har, siden hun var fire år, været bidt af en gal ridehest.

- Det var, som jeg havde forventet. En stor oplevelse. Det var meget professionelt med en masse regler og kontrol overalt. Det var ikke hvem som helst, der blev lukket ind i staldområdet. Og alt blev tjekket og gennemgået grundigt, fortæller Sarah Stokholm Larsen.

Hun deltog sammen med sin firbenede ven Casino, der til daglig står opstaldet på Ikast Rideskole.

Casino har hun købt for egne opsparede midler. Hesten er ni år og er oprindelig fra Ungarn. Sarah Stokholm Larsen har med stædighed og ihærdighed fået redet den op, så den kan forcere spring på 130-135 centimeters højde.

- Jeg købte min første pony for mine konfirmationspenge. Jeg brugte 7500 kroner på at købe en pony, der i princippet bare gik rundt på en mark. Den kunne ikke så meget, men jeg formåede at gøre den så dygtig, at jeg kunne stille op til danmarksmesterskaberne på den. Det var en sejr og en drøm, der gik i opfyldelse, fortæller Sarah Stokholm Larsen.

Egne midler

Hun er aktiv i en sport, hvor det i høj grad handler om penge og evnen til at købe de dyrebare heste, der ikke kan erhverves for en almindelig månedsløn, hvis man skal have podiepladserne.

- Jeg er vokset op i en familie, hvor vi er vant til at tænke over at få pengene til at slå til. Jeg kan ikke bare gå ud og pege og sige: »Det er den hest, jeg vil have.« Jeg har selv måttet spare op og finde pengene, siger hun. Til gengæld kan hun med en vis stolthed i stemmen fastslå, at hun har præsteret at gøre sine ponyer og heste så dygtige, at hun har kunnet sælge dem videre med fortjeneste.

Ungarsk import

Casino er hendes seneste investering, som hun siden 2017 har arbejdet på at gøre klar til springkonkurrencer.

- Den er importeret fra Ungarn, og jeg så den på en video. Den så rar ud og gik roligt. I en frispringning kunne jeg se, at den ikke var nervøs for at gå imod springene, og jeg vurdererede, at den havde noget potentiale, som jeg kunne arbejde med. Derfor købte jeg den uden at have set den i virkeligheden, forklarer Sarah Stokholm Larsen.

Forventningerne holdt dog ikke helt vand, for det var et helt andet dyr, end det hun havde set på videoen, hun modtog i Danmark.

- Den var skræmt og nervøs og svær at komme tæt på. Dens hove var store og uplejede, og den havde tydeligvis aldrig prøvet, at nogen rørte ved dens ben, husker hun, da hun som noget af det første ville have en beslagsmed til at give hesten sko på, så hun kunne komme i gang med at træne den og gøre den klar til konkurrencer.

Flueskimmel

- Det tog lidt længere tid, end jeg havde regnet med, erkender den rideglade Ikast-pige, som flere gange undervejs blev opfordret til at sælge hesten og finde en anden at arbejde med.

- Jeg får aldrig millioner til at købe en god springhest. Men det motiverer mig helt vildt at kunne gøre en hest bedre og aktivt følge og opbygge dens udvikling, siger hun.

Selvom hun har knyttet sig til den nu niårige flueskimmel, som den kaldes, og ved, at den ikke har nået sit fulde potentiale, så er hun klar til at lade den gå, hvis den rigtige køber får øje på dens egenskaber.

- VM-stjernerne har jo heste til tocifrede millionbeløb. For dem er det jo et dyk i lommen at købe en hest som Casino. Hvis nogen er klar til at betale, så har jeg ikke råd til at lade være, uagtet at jeg føler en samhørighed med ham, siger Sarah Stokholm Larsen.

Hun rider selv på daglig basis - nogle gange en stille skovtur på et par timer og andre gange en halv times koncentreret springning. Det varierer fra dag til dag.

Staldtips fra VM-stjerner

- Han har flyttet sig vanvittigt de sidste tre måneder og har haft stor gavn af at ride dressur i den daglige træning. Det har hjulpet ham på springbanen, siger Sarah Stokholm Larsen.

Det koncentrerede arbejde har også båret frugt. Ved VM-arrangementet formåede hun at ride en fejlfri runde på den teknisk svære bane

- Jeg fik et par tidsfejl og havde et enkelt bom-nedslag. Jeg vandt ingen medaljer, men vi formåede at springe 135 centimer, så vi har rykket os. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan rykke ham endnu længere og gøre ham klar til at springe den absolutte højeste klasse indenfor springning. Han bliver en S-hest, konstaterer Sarah Stokholm Larsen, der også er glad for den opmærksomhed Casino og ekvipagens flotte resultater, fik under VM.

- Specielt de danske ryttere kunne se, at han har rykket sig rigtig meget på det sidste, siger Ikast-rytteren.

For egne opsparede midler købte Sarah Stokholm Larsen i 2017 Casino i Ungarn. Foto: Tom Larsen
Sarah Stokholm Larsen - og vel også Casino - glæder sig til at fornemme lugten i stalden til VM i Herning i weekenden. På grund af sine små fluelignende pletter betegnes Casino som en flueskimmel. Foto: Tom Laursen