Nyt kampprogram klar:

De midtjyske guldfavoritter skal en tur til Aalborg i den første kamp i mesterskabsspillet, og AaB er også modstanderen i sidste spillerunde, hvor FCM har hjemmebane

8. juni 2020, 14.54

Anfører Erik Sviatchenko og resten af FCM-holdet indleder mesterskabsspillet på søndag på udebane mod AaB. Foto: Henrik Ole Jensen

FODBOLD Så ligger guldplanen klar for FC Midtjylland.

Divisionsforeningen har nemlig netop offentliggjort kampprogrammet for slutspillet i 3F Superligaen.

FC Midtjylland begynder mesterskabsspillet med en udekamp mod AaB på søndag.

Det er på papiret ikke den værste timing, for nordjyderne spiller som bekendt semifinale i Sydbank Pokalen onsdag aften, mens FCM har hele ugen til at forberede sig til opgøret.

Første hjemmekamp er torsdag 18. juni mod Brøndby.

Inden mesterskabsspillet bliver skudt i gang, har FC Midtjylland et forspring på ni point ned til FC København på andenpladsen. De to hold mødes naturligvis også to gange i slutspillet. Første møde er 28. juni i Telia Parken. Københavnerne kommer til Herning onsdag 8. juli eller en af de omkringliggende dage i 32. spillerunde.

I sidste runde har både FC Midtjylland, FC København og AGF hjemmekampe. Det var de sikret, inden puslespillet med programmet blev lagt, da de aktuelt er nummer 1, 2 og 3 i tabellen.

FCM møder AaB i sidste spillerunde søndag 26. juli, hvor mange midtjyske fans nok drømmer om, at anfører Erik Sviatchenko skal hæve DM-trofæet i vejret. Det vil i givet fald være FCM’s tredje danske mesterskab.

FC København får i øvrigt besøg af FC Nordsjælland i sidste spillerunde.

Hele programmet for FC Midtjylland (kun de første tre runder er præcist fastlagt med klokkeslæt af tv-rettighedshaverne):

Søndag 14. juni kl. 14.00: AaB - FCM

Torsdag 18. juni kl. 20.00: FCM - Brøndby

Søndag 21. juni kl. 20.00: FCM - AGF

28. juni: FC København - FCM

5. juli: Nordsjælland - FCM

8. juli: FCM - FC København

12. juli: AGF - FCM

19. juli: FCM - Nordsjælland

22. juli: Brøndby - FCM

26. juli: FCM - AaB

Superliga-programmet for de øvrige hold kan du finde lige her.