JBS på endnu et opkøb i Ikast: Skal på sigt flyttes til Herning

JBS har kønt Ikast-virksomheden HRT Textiles og overtager 12 ansatte, der på sigt flyttes til Herning

18. maj 2021, 06.18

Claus Bak Mikkelsen indtræder i JBS-direktionen efter salget af HRT Textiles. Foto: Tom Laursen

OPKØB 1. maj bliver HRT Textiles A/S en del af JBS-koncernen.

Købet sker som led i JBS-strategien om en fortsat udvidelse og styrkelse af den nuværende position i tekstilbranchen.

HRT Textiles har mere end 80 års erfaring som produktionspartner til diverse internationale modebrands. Ikast-firmaet er specialist indenfor tekstilproduktion til baby-, børne- og voksensegmentet på deres egne certificerede fabrikker i den vestlige del af Ukraine.

Firmaet - der har 12 ansatte - havde i seneste regnskabsår et overskud på godt syv millioner kroner før skat.

HRT har gennem det seneste årti haft succes med en bæredygtige tilgang til tekstilproduktion på egne fabrikker i Ukraine, fortæller HRT-ejer og direktør Claus Bak Mikkelsen i en pressemeddelelse.

- Efterspørgslen er stærkt stigende, og det er tydeligt, at kunderne søger partnerskaber, nærhed og gennemsigtighed. Med sammenlægningen af vores to virksomheder, bliver HRT en endnu stærkere samarbejdspartner for vores kunder, da vi vil kunne drage fordel af de synergier, der blandt andet ligger indenfor råvareindkøb, it, logistik samt produktionsplanlægning- og optimering. Vi vil ligeledes kunne tilbyde vores kunder en endnu bredere portefølje af produkter med eksempelvis JBS’ ejerskab af to af Østeuropas førende strømpe- og undertøjsproducenter - VIP/Sparta - i Litauen, siger Claus Bak Mikkelsen.

Han indtræder i JBS-direktionen som direktør, hvor han får plads sammen med administrerende direktør, Michael Alstrup.

Flytter på sigt til Herning

Trods justeringen i ejerkredsen fortsætter den nuværende ledelse samt medarbejdere i HRT Textiles deres virke som hidtil - dog flytter den fysiske arbejdsplads på sigt til adressen i Herning hos JBS.

JBS-direktør Michael Alstrup fortæller, at man har en vision om konstant at udvikle virksomhedens kompetencer inden for produktion, design, logistik samt salg af tekstil generelt.

- Vi ønsker at udvikle os inden for de områder, vi allerede arbejder med, og vi afsøger altid muligheder for at udvide koncernen med beslægtede forretningsområder. Områder, som købet af HRT Textiles, kan være med til at udvikle. Vi ser frem til samarbejdet med HRT Textiles samt til at byde virksomheden velkommen i »JBS-familien«, siger han.