Der skal være blomstrende fællesskaber for alle i KFUM og KFUK Ikast
Udgivet:03. maj 2023, 09.47
Læsetid:4 minutter
Udviklingskonsulent Tine Engrob Jørgensen arbejder med at støtte aktiviteter, fællesskaber og frivillige i KFUM og KFUK Ikast. Foreningen står blandt andet bag Kreakælderen i Kirkecentret i Ikast, hvor unge mødes hver onsdag til kreative aktiviteter. Foto PRivat foto
IKAST
Tine Engrob Jørgensen har siden oktober arbejdet som udviklingskonsulent i KFUM og KFUK Ikast. Her skal hun sammen med foreningens frivillige skabe aktiviteter med indhold for især børn og unge.
Hver torsdag formiddag vil man fremover kunne møde nogle ganske små gæster i Ikast Kirkecenter. Her bliver der nemlig holdt legestue for de små – og deres forældre eller bedsteforældre. Alle er velkomne, og man behøver heller ikke være huskendt i kirkecentret for at være med. Man skal bare finde op på første sal.
Legestuen er et nyt initiativ, som Tine Engrob Jørgensen og KFUM og KFUK i samarbejde med byens kirker har søsat. Hun har siden oktober været ansat som udviklingskonsulent i KFUM og KFUK Ikast, som har til huse i kirkecentret på Rådhusstræde.
- Jeg er ansat til at støtte foreningens aktiviteter og støtte ildsjæle og frivillige i deres engagement - og til at støtte nye initiativer i området, fortæller Tine Engrob Jørgensen.
Der er mere på spil
Hun arbejder blandt andet med at udbrede kendskabet til foreningen og dens aktiviteter til nye målgrupper gennem netværk og sociale medier. Og så har hun blandt andet også fået en opfordring til at skabe et tilbud til de forældre, der går hjemme og passer børn, og det er blevet til legestuen, der premiere 4. maj. Hun er spændt på, hvor mange børn, forældre eller bedsteforældre, der kommer til legestuen. Hun håber på, at nogle af de forældre, der har haft glæde af at deltage i kirkernes babysalmesang, også kan være tiltalt af tilbuddet om legestuen, selv om det er langt fra alle, der er bekendt med KFUM og KFUK.
- Formålet med KFUM og KFUK er at skabe aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge møder den kristne tro og oplever dens relevans i deres liv. I legestuen skal vi både nå at lege og synge og spise madpakker, men tanken er også at give en fornemmelse af, at der er mere på spil end ”Lille Peter Edderkop”. Der skal også være plads til en salme og måske en fortælling fra Bibelen, siger Tine Engrob Jørgensen.
Hun er selv med til at løbe legestuen i gang, men planen er, at den på sigt kan blive drevet af frivillige kræfter – ligesom de mange andre tilbud til børn og unge, som KFUM og KFUK Ikast står bag.
Aktiviteter i KFUM og KFUK Ikast
• Legestue: Lege og sange for små børn og deres voksne hver torsdag
• Mini-Teen: Klub hver onsdag for børn i 2.-6. klasse
• Y’s Guys: Værksted og udendørs aktiviteter for unge i 5.-8. klasse
• Kreakælderen: Kreative aktiviteter hver onsdag for alle i 5.-8. klasse
• Børnefestival: Fælles festival med andre foreninger i Danmark
• KonfIKAST: Aftenevent for unge i 7. klasse
• Familieklubber: Socialt samvær for familier med jævnaldrende børn. Der er fire lokale familieklubber
• Wonderful Days: Festival for de 13-19-årige fra hele Danmark
• Unge voksne: Klub hver tirsdag for unge i alderen 16-25 år
• Voksne på Tværs og Voksenforum: Fællesskaber for voksne
• KFUM og KFUK Ikast arrangerer også Sankt Hans, højskolesang, foredrag m.m.
Fokus på stærke fællesskaber
Frivilligheden er et nøgleord for KFUM og KFUK Ikast, og det rammer ind i en væsentlig del af Tine Engrob Jørgensens arbejde. Foreningen har 30 frivillige, der er aktive på ugentlig basis og yderligere en flok, der hjælper fra tid til anden. Der er brug for flere, men det er også for KFUM og KFUK Ikast en udfordring at finde de frivillige – som det er det for så mange foreninger over hele landet.
- Vi skal være enormt skarpe på, hvordan vi byder nye frivillige indenfor og gøre os synlige som et sted man kan komme og bidrage med det man er bedst til. Jeg prøver ved at skabe relationer til folk rundt i byen og få fortalt, at det kan give rigtig meget mening at være frivillig, men det er en stor udfordring at finde ledere til vores aktiviteter. Derfor har jeg sammen med min bestyrelse også fokus på at skabe stærke lederfællesskaber, hvor man kan have det sjovt og hygge sig sammen med de andre frivillige, siger Tine Engrob Jørgensen.
- Vi har en opgave til enhver, der har lyst til at være med. Der er brug for alle, og alle kan bidrage med det, de vil – uanset om det er at lave kaffe, når vi har højskolesang eller at introducere de unge i vores Kreakælder til forskellige håndværksteknikker. Der er masser af muligheder for at dele sin passion med børn og unge i forskellige sammenhænge, tilføjer hun.
Den smittende energi
Tine Engrob Jørgensen er læreruddannet og har selv en baggrund i KFUM og KFUK, og her har hun et stort netværk at trække på i jobbet. De daglige kolleger er de andre medarbejdere i kirkecentret, og hun har et tæt samarbejde med præster og kirke- og kulturmedarbejdere ved de lokale kirker. Men det er samarbejdet med de frivillige om de forskellige aktiviteter, der har førsteprioritet i det daglige arbejde.
- En god dag på arbejde er, når jeg har været sammen med vores frivillige og har oplevet den stærke og smittende energi, der er i det frivillige fællesskab, siger hun.
Om Ikast KFUM og KFUK
• Kirkelig børne- og ungdomsbevægelse med omkring 320 medlemmer
• KFUM i Ikast og KFUK i Ikast blev stiftet hver for sig i 1897 og slået sammen i 1976
• KFUM og KFUK Ikast har lokaler i Ikast Kirkecenter på Rådhusstrædet 15
• En af 110 lokalforeninger i det landsdækkende KFUM og KFUK
• Indgår i det globale fællesskab i YMCA og YWCA
