Dommernes nyeste hjælper foran debut

VAR - Video Assistent Referee - introduceres i Superligaen om tre uger. For nyligt blev videosystemet, der skal assistere dommerne og mindske fejlkendelser i kampene, vist frem i Ikast. - Vi får ikke kaotiske VAR-tilstande som i England, lover instruktør

25. august 2020, 15.00

Et blik ind i en af de såkaldte OB-vogne, som onsdag var placeret foran Ikast Stadion, hvor blandt andet en U17-kamp mellem Silkeborg og Horsens blev brugt som test af VAR-videodommersystemet, der i næste sæson debuterer i Superligaen. Fra vognen har VAR-dommerne mulighed for at oplyse vigtige kamphændelser til dommeren. Foto: Henrik Ole Jensen

FODBOLD Store fodboldnationer som England, Tyskland, Italien, Spanien, Frankrig og Holland har siden 2016 løbende introduceret videodommer-systemet VAR til de nationale ligaer.

I næste måned er turen kommet til Danmark, som i den nye sæson implementerer VAR - Video Assistent Referee i sit fulde navn - i Superligaen.

For nyligt lagde Ikast Stadion kunstgræs og rammer til en af de afsluttende test for den danske version af VAR, der har til formål at påpege og ændre »klare og åbenlyse forkerte kendelser«.

- Jeg håber, at man som fan, spiller, træner og klub står tilbage med følelsen af, at hvis dommeren laver en fejl, så sker retfærdigheden fyldest i sidste ende, siger Michael Johansen, tidligere topdommer og formand for dommerudvalget i Dansk Boldspil-Union, der sammen med Divisionsforeningen står for introduktionen af VAR i Danmark.

Ved hjælp af otte skærme og et VAR-dommerteam, der via kameraer fra stadion i detaljer overvåger den enkelte kamps hændelser, får Superliga-dommeren nu mulighed for assistance omkring afgørende kendelser. Eksempelvis om bolden har passeret målstregen, om der er straffespark eller offside. Eller om et direkte rødt kort eller forudgående forseelser er efter fodboldloven.

- I Superligaen vil man se, at VAR kun blander sig i markante hændelser, hvor der åbenlyst er sket en klar fejl. Er der tvivl om en kendelse, kommer VAR ikke i spil, understreger Michael Johansen.

Ingen armhule-kendelser

Tvivlsomme offsidekendelser, som man har set fra udlandet, hvor der via video bruges minutter på at konstatere offside på få millimeter, bliver ikke aktuelle herhjemme.

- Man kommer ikke til at se »armhule-kendelser« eller offside, hvor man forsøger at måle længden på angriberens tånegle, lover VAR-instruktør Jan Carlsen.

- Men jeg kan også garantere, at fansene stadig vil diskutere dommerkendelser og VAR, når de møder ind på arbejde eller i skole om mandagen. Det kommer VAR ikke til at ændre på, mener Jan Carlsen.

De ansvarlige instruktører, der står for indførelsen af VAR i Superligaen, opfordrer de danske dommere til at dømme som hidtil.

- Dommerne skal ikke gøre noget som helst anderledes. Men nu får de mulighed for at kunne rette fejl, der i sidste ende måske kan afgøre et mesterskab eller en nedrykning, pointerer Michael Johansen.

Video Assistent Referee betegnes overordnet som velfungerende i den tyske Bundesliga, La Liga i Spanien, den italienske Serie A og Æresdivisionen i Holland. Men videosystemet har også mødt voldsom kritik i den engelske Premier League.

Ingen engelske tilstande

- Folk generelt og medierne i særdeleshed har haft en forventning om, at det man gør i Premier League, også bliver sådan vi vil gøre i Danmark. Det kan jeg så afkræfte allerede nu, siger Michael Johansen.

I Superligaen bliver en vigtig præmis, at dommeren bevarer ansvaret for kampen. Det sker enten ved at stole på vurderingen fra VAR-rummet. Eller ved at dommeren selv vurderer videoklip fra den enkelte episode via en tv-skærm på sidelinjen.

- Det gør man ikke i England, hvor der er to personer, som har ansvaret, påpeger dommerudvalgsformanden i DBU.

I Premier League kan dommeren opleve, at VAR-dommeren dømmer et straffespark hen over hovedet på dommeren - uden at dommeren selv har haft mulighed for at gense eller vurdere kendelsen.

- Det kommer ikke til at ske i Danmark. Dommeren tager altid den første og sidste beslutning, fastslår Michael Johansen.

Kun i brug i hver tredje kamp

Siden oktober 2019 har samtlige Superliga-dommere - og en enkelt dommer fra 1. division - været igennem VAR-uddannelsen i form af teori, praksis og testkampe. Undervejs har instruktørerne været på inspirationsture til Holland og Polen.

Man forventer, at VAR i gennemsnit kun kommer i brug i hver tredje Superliga-kamp.

- Statistikker fra sammenlignelige lande som Tyskland, Italien og Holland - og fra VM i Rusland i 2018 - viser, at der kun vil være tale om cirka 25 sekunders afbrydelse i hvert opgør. Men for mange vil det halve minut naturligvis føles som en halv time i tandlægestolen, smiler Jan Carlsen.

Michael Johansen pointerer, at selvom Video Assistent Referee har til hensigt at forhindre og eliminere fejl, vil der opstå fejl og misforståelser - også i Superligaen.

Og særligt i den indledende fase.

- Vi ved, at vi i starten vil være urutinerede, for vi kommer fra et træningsniveau med træningskampe til en hård liga, som Superligaen er. Jeg tror på, at vi kommer til at udvikle og forbedre os markant over de næste 12 måneder, påpeger han og tilføjer:

- Jeg håber, at folk vil anerkende processen og de fejl, der kommer i starten, for det vil tage lidt tid at ramme niveauet fra ligaer, der har benyttet VAR i tre-fire år, siger han.

Superliga-dommernes sidste chance for at live-teste VAR-systemet bliver 7. september, hvor FC Midtjylland møder OB i en træningskamp på Slagelse Stadion.

Tidligere topdommer og VAR-instruktør Michael Johansen introducerede VAR for den fremmødte presse i Ikast. Foto: Henrik Ole Jensen