Det blev ikke tre sejre på stribe: FCM nøjedes med uafgjort mod AaB's bundhold

Gustav Isaksen sørgede med sin udligning for, at det trods alt blev til et enkelt point i fredagens 1-1-kamp på MCH Arena

Udgivet:14. april 2023, 21.02

Læsetid:2 minutter

Gustav Isaksen stod for udligningen til 1-1. Foto: Chresten Bergh

Kenneth Kristiansen
Journalist
Kenneth Kristiansen
Journalist| +45 96 26 37 18 | kgk@herningfolkeblad.dk
Sportsjournalist på Herning Folkeblad siden 1999. Det er helt tilbage til dengang, FC Midtjylland blev stiftet. Udover fodbold skriver jeg primært om håndbold - men også alt muligt andet. Tip mig gerne med en god historie.
Se flere artikler af Kenneth Kristiansen

1 måned siden

FODBOLD Den lille sejrsstime, som FC Midtjylland har været inde i siden Thomas Thomasbergs comeback som cheftræner, stoppede fredag aften, da det blev uafgjort 1-1 hjemme på MCH Arena mod AaB.

I en skuffende kamp af FCM kom AaB foran i første halvleg, og udligningen ved Gustav Isaksen kom først ni minutter før tid.

Hjemmeholdet indledte ellers opgøret med at gribe taktstokken og presse selvtillidsfuldt på. Det gav flere lige ved og næsten-situationer, hvor især Gustav Isaksen var livlig i offensiven.

De nordjyske gæster var dog også med og fik skabt chancer. Den allerstørste inden scoringen var efter en god halv time, hvor FCM-keeper Jonas Lössl måtte hive en mirakelredning ud af ærmet på et hovedstød fra kort afstand, signeret AaB’s Nicklas Helenius.

Få minutter efter var Louka Prip tæt på med et skud fra distancen, som strøg snert forbi FCM-målet.

Nu var initiativet AaB’s, og med få minutter til pausen gik den ikke længe. Efter et flot opbygget og gennemspillet angreb flugtede gæsternes Allan Sousa bolden ind bag en chanceløs Jonas Lössl.

Bedre efter pausen

Hjemmeholdet kom bedre ud efter pausen, og efter syv minutter fik Gustav Isaksen en stor mulighed, da han blev spillet af Kristoffer Olsson og havde frit løb mod AaB-keeper Niko Mantl. Målmanden diskede dog op med en flot fodparade på FCM-profilens skud.

Allerede efter en lille time foretog FC Midtjyllands cheftræner, Thomas Thomasberg, en tredobbelt udskiftning i jagten på et comeback i kampen.

Selvom spillet stadig ikke flød for hjemmeholdet, var udligningen meget tæt på at komme 12 minutter før tid, da indskiftede Aral Simsir måtte se AaB’s keeper vifte hans nærgående frisparksbold ud på stolpen.

I den anden ende måtte Jonas Lössl kort efter redde en stor chance til AaB’s Lucas Andersen.

Men så lykkedes det endelig. Med ni minutter igen trykkede Gustav Isaksen af langt udefra, og bolden blev rettet af undervejs og snød Niko Mantl i målet. 1-1.

Mere blev det dog ikke til, selvom Kristoffer Olsson havde en gigantisk mulighed dybt inde i overtiden. Svenskerens hovedstød strøg dog lige forbi mål.

Det uafgjorte resultat var dog på ingen måde et ufortjent facit af en tæt kamp.

Med det ene point holder FCM fast i førstepladsen i kvalifikationsspillet. Før rundens øvrige kampe er der nu fire point ned til nærmeste forfølger, OB.

FC Midtjyllands næste kamp er søndag i næste weekend, på udebane mod Horsens.

Genoplev kampen her i Ritzaus liveblog: