Fejlfyldt rivalopgør: Ikasts hjemmebane faldt mod Viborg

Problemerne fortsætter for Ikast Håndbold, som ikke ramte niveauet og tabte på hjemmebane for første gang i sæsonen i ligaen

Udgivet:08. marts 2023, 20.05

Læsetid:2 minutter

Skuffende aften for Ikast. Rivalerne fra Viborg vandt for anden gang i sæsonen over de gulblusede. Foto: Henrik Ole Jensen

Kenneth Kristiansen
Journalist
Kenneth Kristiansen
Journalist| +45 96 26 37 18 | kgk@herningfolkeblad.dk
Sportsjournalist på Herning Folkeblad siden 1999. Det er helt tilbage til dengang, FC Midtjylland blev stiftet. Udover fodbold skriver jeg primært om håndbold - men også alt muligt andet. Tip mig gerne med en god historie.
Se flere artikler af Kenneth Kristiansen

7 måneder siden

HÅNDBOLD De 10 første hjemmekampe i ligaen gav 10 sejre til Ikast Håndbold, men i 11. forsøg gik det galt.

Hjemmeholdet ramte slet ikke topniveauet og tabte fortjent til ærkerivalerne fra Viborg HK med 24-28.

Det gulklædte hjemmehold fik en rædderlig begyndelse på opgøret. Gæsterne kom foran med 3-0, alt imens Ikast-spillerne nærmest lavede tekniske fejl om kap.

Det virkede nervøst og usammenhængende - måske en regning fra den seneste kamp, som var det store nederlag på udebane til Team Esbjerg.

En 5-1-opstilling i forsvaret så heller ikke ud til at virke, og godt midtvejs i halvlegen kom Viborg foran med fem mål, 9-4.

Kampfakta

Ikast Håndbold - Viborg HK 24-28 (13-11)

Stillingen undervejs: 0-3, 4-6, 4-9, 9-9, 10-11, (13-11), 13-13, 16-15, 16-18, 19-23, 22-24, 24-26, 24-28

Ikast Håndbold: Stine Skogrand 6 (2), Emma Lindqvist 5, Ingvild Bakkerud 4, Emma Friis 3, Simone Petersen 2, Line Mai Hougaard 1, Julie Gantzel 1, Vilde Johansen 1, Julie Scaglione 1

Viborg HK: Moa Högdahl 7, Emilie Hovden 6 (2), Sara Hald 5, Mathilde Rivas-Toft 3, Tonje Enkerud 3, Charité Mumbongo 2, Maria Fisker 2

Straffekast: Ikast Håndbold 2/3, Viborg HK 2/5

Udvisninger: Ikast Håndbold 2, Viborg HK 0

Dommere: Line Hesseldal Hansen og Josefine Kusk Jensen

Tilskuere: 1625 i IBF Arena, Ikast

Et fornemt comeback

Men netop, som det så sværest ud, stemplede Ikast-holdet pludselig ind i kampen. Spillerne fik fightet marginalerne over på deres side, og anført af Stine Skogrand, Simone Petersen og Ingvild Bakkerud kom Ikast flot tilbage og op på 9-9.

Og selvom det bestemt ikke lignede et scenarie midtvejs i halvlegen, kunne Ikast gå til pause med en tomålsføring, 13-11.

Skrøbelig selvtillid

Trængslerne var dog på ingen måde ovre, for de mange fejl og forkerte løsninger fra opgørets første fase blev taget med tilbage på banen efter pausen.

Hjemmeholdets selvtillid så skrøbelig ud, og Viborg fik stille og roligt overtaget på ny.

Der var defensive mangler, selvom Jessica Ryde bød ind med en fin portion redninger. Offensivt tøvede Ikast-profilerne for ofte med at tage skuddet og valgte i stedet den sikre, ekstra aflevering.

Godt 10 minutter før tid kom gæsterne foran med fire, 24-20. Og selvom Ikast forsøgte at finde løsningerne og slide sig tilbage, lykkedes det ikke at komme helt tæt på igen.

Topscorer for Ikast Håndbold i kampen blev Stine Skogrand med seks mål.

Med nederlaget har Ikast nu kun to points forspring på ligaens andenplads. Nærmeste konkurrent er København Håndbold, som Ikast møder i den næste kamp lørdag aften.