Hårdt arbejde: HIH måtte slide for sejr over bundprop
Efter fejlfyldt første halvleg steppede Herning-Ikast op og vandt 27-22 over Vendsyssel
Efter fejlfyldt første halvleg steppede Herning-Ikast op og vandt 27-22 over Vendsyssel
HIH-anfører Stine Skogrand var med seks mål med til at sikre den ventede udesejr over Vendsyssel. Foto: Flemming Hansen
HÅNDBOLD Sejren var aldrig i fare, men onsdag aften måtte Herning-Ikast Håndbold slide hårdt for pligtsejren ude over bundproppen Vendsyssel.
I Drinx Arena i Sæby vandt HIH-kvinderne med 27-22, men ved pausen førte favoritterne blot med 10-9 efter en fejlfyldt og rodet første halvleg, der især fra gæsternes side var gennemsyret af offensive misforståelser, sjuskede boldtab og ukoncentrerede afslutninger.
Midtjydernes defensive indsats var godkendt, og i målet leverede Jessica Ryde en fin kamp. Den svenske landsholdsmålvogter blev noteret for 12 parader og en redningsprocent på næsten 39.
Herning-Ikasts kvaler i angrebsspillet i de første 30 minutter betød, at hjemmeholdet - der blot har hentet tre point i hele sæsonen - fik lov til at lege med. Det var selvforskyldt fra Kasper Christensens HIH-tropper.
Udeholdet forsøgte sig med et offensivt 5:1-forsvar i det meste af onsdagens match i Nordjylland, hvor Simone Petersen og Helene Fauske på skift lå fremskudt.
Men præcis som i holdenes første opgør i september, hvor HIH med nød og næppe hev en 20-18-sejr hjem i Ikast, var der masser af entusiasme og fightervilje fra Vendsyssel-spillerne. Også i anden halvleg, hvor Herning-Ikast ellers endelig fandt det forventede høje niveau i offensiven.
Gæsternes Ingvild Bakkerud fandt varme i højre skudarm, og generelt lykkedes HIH-holdet med at øge tempoet. Vendsyssel gav dog ikke op, og efter pausen udnyttede nordjyderne blandt andet fire HIH-udvisninger til at hænge på. Vendsyssel fik reduceret til både 18-20, 19-21 og 21-24, inden Herning-Ikast-kvaliteten afgjorde de to point.
Anfører hos HIH, den norske europamester Stine Skogrand, blev topscorer med seks mål i matchen i Sæby, hvor stregen Mie Sando og fløjen Emma Friis scorede på samtlige af deres chancer på henholdsvis fire og tre skud.
Herning-Ikasts næste opgave i Bambusa Kvindeligaen er lørdagens lokal- og topopgør mod Viborg HK, der besøger IBF Arena i Ikast.