Historisk langt byrådsmøde på to en halv time

Mange vægtige sager blev vendt i løbet af to en halv time - lige fra placeringen af en sti i Engesvang til eventuel nedlæggelse af en sø i Brande

Udgivet:22. marts 2023, 10.00

Læsetid:2 minutter

Det var her ved skel, at den oprindelige sti ifølge tinglysningen skulle være placeret. Nu har byrådet besluttet at rykke den 15 meter ned mod Bølling Sø. Foto: Laila Kempel

Flemming Thulstrup
Journalist

2 måneder siden

IKAST-BRANDE Mandagens byrådsmøde kommer til at gå over i historien som et af de mest langstrakte.

Byrådet samt en fyldt byrådssal sang foråret ind med »Velkommen lærkelil«, hvorpå man ellers gik i krig med de 31 punkter, som dagsordenen bød på.

Herefter fulgte så i alt 110 indlæg, fordelt på næsten dobbelt så mange minutter. Først da kunne en lettere udmattet referent lægge kuglepennen og strække fingrene, hvor en overhængende skrivekrampe trængte sig på.

Men der var også vægtige sager på dagsordenen.

Det var forslaget fra Dansk Folkeparti om at bevare store bededag i det mindste lokalt. Det forslag samlede ikke tilstrækkeligt med stemmer.

Og så skulle det afgøres, om byrådet var villige til at bakke en frivillig gruppe op, der ønsker at fortsætte driften af Vester Palsgaard Skovmuseum på frivillig basis. Heller ikke her blev der opnået flertal.

Låg på »krigsstien«

Til gengæld var der store roser til den model, som man har fundet frem til gennem dialog med kommunens idrætshaller. Det viste sig overraskende at være den eksisterende model, som var mest hensigtsmæssig.

Og så blev der efter årelang diskussion lagt låg på snakken om placeringen af »Krigsstien« ved Ellevænget i Engesvang. Og her blev resultatet, at den oprindelige tinglysning ændres, og at stien nu lægges 15 meter fra skel og nærmere søen.

Og så var der aftenens gyser, der også trak mange tilhørere ind i byrådssalen. Nemlig sagen om en mulig nedlæggelse af Mes Sø.

Dagsordenen bød desuden på en opgørelse over, hvor mange kommunens kontrolgruppe har afsløret som sociale bedragere, og så var der ros for hurtig handling omkring et debatoplæg vedrørende en mulig etablering af et omfattende biogasanlæg ved Ilskov.

Dina Raabjerg (K) slog et kraftigt slag for, at byrådet og de kommunalt ansatte bliver klædt bedre på, hvad angår it-sikkerhed, og vedrørende whistleblower-ordningen gjorde hun sig til talsmand for, at ordningen bliver således, at fremtidens sager bliver rettet til eksterne behandlere.