USA's jobtal for maj skuffer

Uventet lav jobvækst i USA får økonomer til at drøfte mulig amerikansk rentenedsættelse.

Udgivet:07. juni 2019, 15.14

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

4 år siden

Der blev i USA skabt 75.000 arbejdspladser uden for landbruget i maj, oplyser arbejdsministeriet.

Det er langt under forventningen. Økonomiske analytikere havde ventet, at der ville være skabt mellem 175.000 og 180.000 nye arbejdspladser.

Arbejdsløshedsprocenten er uændret 3,6 procent.

Årsagen til den ringe jobskabelse i maj skal findes i, at færre end forventet er blevet ansat inden for sundhed og uddannelse og byggeri, skriver AFP.

Sydbanks makroanalytiker, Mathias Rømer Sproegel, holder trods de skuffende tal en amerikansk rentesænkning ud i strakt arm.

- Man skal være påpasselig med at overfortolke en enkelt måneds data. Set over det seneste år har den amerikanske jobmaskine været særdeles velsmurt med over 200.000 nye arbejdspladser hver måned i gennemsnit, påpeger han i en kommentar til tallene.

- Vi vurderer derfor, at det er en postgang for tidligt at tale om egentlige rentenedsættelser fra den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve (Fed). Vi venter dog, at Fed på næste rentemøde den 19. juni vil signalere, at renten kan blive sat ned senere i år. Vi venter tre rentenedsættelser over de kommende tolv måneder - den første rentenedsættelse til september, vurderer han.

I Dansk Byggeri siger cheføkonom Bo Sandberg, at den sløje jobvækst i maj baner vej for en amerikansk rentenedsættelse.

- 104 måneder i træk med ubrudt jobskabelse er det længstvarende jobopsving i USA's historie. Men de nye jobtal peger i retning af et lavere tempo i amerikansk økonomi, siger Sandberg, som venter en snarlig amerikansk rentenedsættelse.

- Med de gradvise rentestigninger fra 2017 og 2018, befinder Federal Reserve og amerikansk politik sig i den gunstige situation, at renten om nødvendigt både kan sættes op eller ned efter behov. Og dagens jobtal peger i retning af en snarlig rentenedsættelse i USA. Med andre ord, er der – i modsætning til Europa - våben i det amerikanske pengepolitiske arsenal, siger Bo Sandberg.

- Samtidig vil præsident Trump presse på netop for en rentenedsættelse til at stimulere økonomien frem mod valgdatoen i november 2020, tilføjer Bo Sandberg.

/ritzau/