Tandhjuls-direktør fylder 50

Direktør Rasmus Niebuhr er opvokset med familie-virksomheden Niebuhr Gears, som i dag har 180 ansatte

13. april 2021, 13.36

Rasmus Niebuhr bor i Ikast med sin hustru Katrine og parrets tre børn. Foto: Tom Laursen

Flagene har været fremme hos tandhjulsvirksomheden Niebuhr Gears i denne uge, hvor direktør og indehaver Rasmus Niebuhr fyldte 50 år tirsdag 13. april.

I 2002 overtog han direktørposten fra sin far Frank Niebuhr og har siden stået i spidsen for firmaet, der har været i familiens eje i 49 år. Man kan roligt sige, at Rasmus Niebuhr er opvokset med metalspåner, da han og lillebror Søren Niebuhr hurtigt fik en medhjælper-tjans efter skoletid.

- Jeg blev fejedreng, da jeg var gammel nok til at holde en kost. Virksomheden var ikke så stor dengang, og vores job var at holde produktionsgulvene ryddede, så svendene kunne passe deres arbejde. Det var hårdt fysisk arbejde, men det var også et fint fritidsjob, beskriver Rasmus Niebuhr.

Vendte hjem som 27-årig

Selv om han som ung ikke vidste, hvilken karrierevej han skulle tage, faldt ham naturligt at vælge uddannelsen til ingeniør, da han altid har haft en interesse for det tekniske område. Da uddannelsen var i hus, valgte Rasmus Niebuhr i første omgang en anden karrierevej end familiefirmaet, da han havde fik job som ingeniør i først Aarhus og siden København.

Da Rasmus Niebuhr var 27 år, opfordrede hans far ham til at komme hjem til Midtjylland og blive en del af virksomheden. Det sagde han straks ja til, og de to kørte parløb i ledelsen i et par år, indtil sønnen tog over.

Niebuhr Gears har i alle årene holdt fast i at have produktion i Ikast, og den er undervejs blevet suppleret af en fabrik i Kina. Aktuelt har virksomheden samlet set 180 ansatte, hvoraf de 125 er i Ikast.

Direktøren er af flere omgange blevet hædret for sin evne til at fastholde produktionsjob i Danmark. I 2012 modtog virksomheden DI Midt Vests Initiativpris, og året efter fulgte Erhvervsrådets Initiativpris.

Tandhjulsvirksomheden er bredt anerkendt for at være en god arbejdsplads, hvor medarbejderne bliver i mange år.

- Vi er ikke lønførende, men jeg vil sige, at vi er førende på at være en god og attraktiv arbejdsplads, hvor man har lyst til at være, lyder det fra Rasmus Niebuhr.