Ny udstilling: Stenalderjægeren ved Bølling Sø

Stenalderjægerne kommer på udstilling på Klosterlund Museum og er klar til efterårsferien

3. oktober 2020, 15.36

En nu udstilling sætter fokus på Bøllings Sø’s status som en lokalitet af national betydning. Foto: Privat

KLOSTERLUND Museum Midtjyllands arkæologiske udgravninger har siden 1930’erne afdækket sporene fra nogle af Danmarks første beboere, som levede og interagerede med naturen i området for 12-9.000 år siden. En ny udstilling på Klosterlund Museum bringer nu historien om livet blandt de allerførste stenalderjægere frem i lyset!

De arkæologiske spor har vist, at Bølling Sø var et hot spot i jægerstenalderen! Allerede efter istidens afslutning for 11.500 år siden dukkede de første rensdyrjægere op ved søen. I årtusinderne derefter blev området flittigt brugt af jæger-samlere, der levede i små grupper på evig vandring og udnyttede landskabets muligheder fuldt ud. Nogle steder besøgte de kun ganske kortvarigt, men de bedste steder vendte de tilbage til igen og igen.

Historien om stenalderjægerne ved Bølling Sø er historien om vores tidligste ophav. Det er også fortællingen om tråde, der forbinder nutiden med den fjerneste fortid på en helt konkret måde gennem et ganske særligt landskab. Udstillingen på Klosterlund formidler, hvordan livet udfoldede sig blandt de tidligste beboere på netop dette sted.

Samtidig er det udstillingens formål, at gøre fortællingerne fra fortiden, levende og relevante for de mennesker, som besøger stedet og landskabet i dag.

En vigtig historie

Faktisk blev Klosterlund Danmarksberømt i 1937 som findestedet for de allerførste spor af mennesker i landet. Siden er der dukket endnu ældre fund op men det ændrer ikke på, områdets status som en lokalitet af national betydning, når det kommer til stenalder.

Den vigtige historie har ikke været tilgængelig for publikum i mange år, og nogle af de arkæologiske fund har aldrig før været udstillet.

I den nye udstilling kommer man i øjenhøjde med stenalderjægerne, der var eksperter i naturen og specialister i søens muligheder som spisekammer.

Udstillingen skal vise vores fascinerende, arkæologiske fund på netop det sted, hvor de er fundet, og koble fundene til de mennesker af kød og blod, som levede og jagede i området i den tidligste stenalder.

Forskning

Museets arkæologer har sørget for kvalitetssikringen af det faglige indhold, mens museets frivillige – en gruppe på 12 uddannede håndværkere – har stået for opbygningen af udstillingen.

Ikast-Brande Kommune og Klosterlund Museumsforening har givet gavmild støtte til projektet. På den måde går solid forskning og lokalt engagement hånd i hånd og forenes i Klosterlund Museums nye udstilling.

Udstilling åbnes officielt 9. oktober, dog kræver det tilmelding, hvis man vil se den gratis udstilling.

Den nye udstilling om stenalderjægerne byder på arkæologiske fund som ikke tidligere har været udstillet. Foto: Privat