Læserbrev: Den gode overgang til børnehaven

26. april 2021, 10.05

LÆSERBREV Onsdag 21. april havde vi møde i børne- og undervisningsudvalget i Ikast-Brande Kommune. Det blev en god dag; først og fremmest var det rart endelig at mødes fysisk. Virtuelle møder kan meget, men vi synes ikke formatet egner sig til politiske møder, hvor vigtige beslutninger skal træffes - her har vi brug for at kunne se hinanden rigtigt i øjnene, og endelig så vi så, efter lang tids venten, hinanden rigtig dybt i øjnene.

Det kom der heldigvis noget godt ud af. Vi skulle drøfte alder for overgange fra dagpleje og vuggestue til børnehave.

I Ikast-Brande Kommune har overgangsalderen i mange år været 2,9 år, og hvis vi skal være helt ærlige, har det nok aldrig rigtig beroet på et fagligt grundlag, men snarere på et rent økonomisk hensyn.

Man skal ikke læse hverken længe eller meget forskning på området for at blive klædt på til en diskussion, som den vi tog på udvalgsmødet onsdag, stort set hele feltet af eksperter peger på, at børn er mere klar både kognitivt, socialt og følelsesmæssigt, når de bliver tre år, og derfor er vi i Socialdemokratiet også rigtig glade for, at udfaldet af diskussionen blev, at et samlet børne- og undervisningsudvalg sendte et ønske om at ændre overgangsalderen fra 2,9 til 3 år til vores kommende budgetforhandlinger.

Belært af erfaringer er det i sig selv ikke nogen garanti for, at det bliver realiseret og en del af et budgetforlig, men det er et lille og positivt skridt på vejen, når vi kunne stå samlet i udvalget om ønsket, og det håber vi et bredt flertal i hele byrådet vil tage positivt imod.

For Socialdemokratiet i Ikast-Brande bliver det i hvert et af vores centrale krav, når vi sætter hinanden i stævne til budgetforhandlingerne i efteråret. Vedtages ændringen i et kommende budgetforlig er det med virkning fra januar 2022.