
Eksamen aflyst af corona: Skoleåret for IB-elever slutter før tid
Som en konsekvens af coronakrisen kommer de internationale elever på Ikast-Brande Gymnasium ikke til eksamen i dette skoleår
Udgivet:02. april 2020, 06.00
Læsetid:2 minutter
Rektor på Ikast-Brande Gymnasium, Marianne Dose Hvid, er ked af på elevernes vegne, at skoleåret slutter før tid, og at de ikke kommer til eksamen. Gymnasiet forholder sig til den videre udvikling i coronakrisen, men håber at kunne holde afskedsfest til maj som planlagt. Foto: Henrik Ole Jensen
4 år siden
IKAST I de forgangne uger har de internationale elever på Ikast-Brande Gymnasium modtaget virtuel undervisning for at blive klar til eksamen. Men eleverne på International Baccalaureate, IB, når ikke at komme til eksamen. Det sker som en konsekvens af coronakrisen, fortæller rektor på Ikast-Brande Gymnasium, Marianne Dose Hvid.
- De kommende IB-studenter kommer til at skabe historie som de første, der ikke går til de afsluttende eksaminer, siger Marianne Dose Hvid.
Hun tilføjer videre:
- Det var selvfølgelig ikke det her, nogle af os drømte om, men vi er nødt til at forholde os til virkeligheden, og det kan ikke lade sig gøre at få eleverne til eksamen, lyder det fra Marianne Dose Hvid.
Kan ikke udskydes
IB-eleverne følger et internationalt årsskema for internationale elever, som slutter tidligere end de traditionelle gymnasieelevers årsskema. Derfor kan eksamen ikke udskydes.
I de kommende tid skal det besluttes, hvordan elevernes eksamensbevis skal udformes, når de ikke kan komme til de afsluttende eksaminer.
- Vi skal finde ud af, hvilke karakterer der kommer til at indgå på eksamensbeviset, for det er vigtigt at slå fast, at de får deres eksamen og dimitterer herfra - bare uden at skulle op til den afsluttende eksameniner i foråret, så vi skal have lagt en plan for, hvordan vi gør. Det er jo ret usædvanligt, lyder det fra rektoren.
Et virtuelt klasselokale
Eleverne på gymnasiets IB-linje skal modtage undervisning frem til 17. april. Marianne Dose Hvid understreger, at Ikast-Brande Gymnasium sammen med eleverne har formået at få det bedst mulige ud af situationen.
- Det er lykkedes os at skabe et virtuelt klasselokale, hvor eleverne interagerer med hinanden og med underviseren. Det betyder, at eleverne fortsat skal være aktive, og underviserne har også individuel, virtuel kontakt med eleverne, fortæller Marianne Dose Hvid, som først og fremmest synes, at det er meget synd for de unge mennesker.
- Det er klart, at det er frygtelig synd for eleverne, for de mister jo den sociale kontakt med hinanden. Nogle af dem rejser formentlig hjem efter 17. april, men vi håber fortsat på at holde den årlige farvel-fest 21. maj, siger Marianne Dose Hvid.
Aflysningen berører 52 IB-elever.