Nye tanker om billedskole i Ikast: Billedkunst og musik samles i én kulturskole

En gammel tanke om at oprette en billedskole er igen på tegnebrættet

27. januar 2021, 11.04

Musikskolens leder Simon Lindegaard er arkitekten bag en kommunal billedskole. Foto: Flemming Hansen

IKAST-BRANDE Simon Lindegaard, der er leder af Ikast-Brande Musikskole har foreslået, at der etableres en billedskole med direkte tilknytning til musikskolen, og det forslag får nu politisk opbakning. I første omgang af kultur- og fritidsudvalget, der har set på forslaget.

Hvis en billedskole bliver en realitet, skal Ikast-Brande Musikskole have ændret en del på brevpapir, hjemmeside og andet, hvor der ellers står Ikast-Brande Musikskole.

Tanken er nemlig, at der med indførelsen af en billedskole betyder, at det fremefter kommer til at hedde Kulturskolerne i Ikast-Brande med undertitlerne musikskolen og billedskolen.

Det er tanken, at billedskolen skal udbydes forskellige steder i kommunen, og at de skal indrettes i skolernes lokaler for billedkunst eller i andre lokaler, der er egnede til formålet.

Målgruppen er børn og unge i alderen 8-14 år.

Det er musikskolens leder, Simon Lindegaard, der har udarbejdet oplægget til en billedskole i kommune.

Lignende projekter er skudt op andre steder i landet, og i Ikast-Brande Kommune skulle etableringen af en billedskole være lige på trapperne.

Planen er, at der allerede i dette forår ansættes kunstfaglige undervisere med pædagogiske kompetencer. Derpå skal billedskolen lanceres og søsættes. Som udgangspunkt regner man med et-to hold i både Ikast og Brande samt et enkelt hold i eksempelvis Nørre Snede og Engesvang. Holdstørrelsen vil ligge på en halv snes børn og unge.

Mange kulturskoler

Holdene kører et år af gangen, og prisen vil ligge på 1775 kroner årligt. Betalingen går til aflønning af undervisere samt indkøb af materialer. I oplægget regner aktørerne med et årligt kommunalt tilskud på 100.000 kroner.

Det er en glad Simon Lindegaard, der erfarer, at han og billedskolen har fået et go.

- Vi har tidligere kørt nogle forsøg i blandt andet Nørre Snede og Brande, og alt tyder på, at interessen er der, siger lederen af Ikast-Brande Musikskole.

Han peger på, at tendensen på musikskoler landet over netop går i retning af at have flere kulturelle tilbud på hylderne, så man bliver til kulturskoler.

- Der er flere kulturskoler, der ud over musik og billedkunst også har drama, dans og forfatterskole, men nu starter vi altså med en billedskole her, siger Simon Lindegaard.

Han tilføjer, at en tredjedel af landets musikskoler i dag underviser i andre kulturelle tilbud end musik.

Hvis alt ellers går efter planen, vil en billedskole kunne begynde allerede til august. I den forbindelse skal der ansættes en leder af billedskolen. Det bliver formentlig på deltid.

- Derefter går vi i gang med en egentlig markedsføring. Det bliver så spændende at se, hvor stor interessen er, siger Simon Lindegaard.

Vigtigt med vifte af tilbud

Formanden for kultur- og fritidsudvalget, Helle Mathiasen (V), er også spændt.

- Det var et helt enigt udvalg, der bakker op bag idéen. Vi forsøgte i det små for nogle år tilbage, men det gik lidt i sig selv. Grunden til, at jeg har større tiltro til projektet nu er, hvor billedskolen bliver forankret i musikskolen. Her har man i forvejen opbygget de rutiner, der er nødvendige, lyder det fra udvalgsformanden.

Hun tilføjer, at man regner med at starte hold i Ikast og Brande, men håber, at billedskolen vil brede sig til mange flere byer i kommunen. I første omgang vil der være kommunalt tilskud til billedskolen i to år, hvorpå man så skal evaluere.

- Jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde billedkunst til børn og unge. Det er vigtigt, at der også er tilbud til de, der ikke lige har lyst til at dyrke sport, siger Helle Mathiasen.

Etableringen af billedskolen blev en mulighed i forbindelse med en puljeordning i forbindelse med det seneste budgetforlig.

- Det er vigtigt, at der også er tilbud til børn og unge, der ikke er bidt af sport, mener formand for kultur- og fritidsudvalget Helle Mathiasen (V). Foto: Flemming Hansen