Lokal klub bliver vært for 1000 squaredansere fra hele verden

Hedens Squaredansere skal være vært for globalt dansestævne. Samtidig har klubben modtaget bevillinger

Udgivet:05. september 2022, 07.00

Læsetid:1 minut

Her ses Hedens Squaredansere under en dans på havnen i Sæby. Foto: Hedens Squaredansere

IKAST Hedens Squaredansere i Ikast er valgt til vært for Europæisk Convention 2024. Et stort dansearrangement, hvor over 1000 dansere fra hele verden ventes at deltage.

De vil blandt andet være til stede i bybilledet ved en opvisning på Torvet i Ikast. I 2014 var Ikast vært for et tilsvarende arrangement, og derfor glæder klubben sig til at være vært igen. Det skriver Hedens Squaredansere i en pressemeddelelse.

I squaredans danses der på forskellige niveauer, og man kan deltage alene eller sammen med en partner. Det sociale fællesskab er i fokus uanset alder og baggrund. Alle kan prøve squaredans gratis ved Hjertet 1. september som led i Ikast-Brande Kommunes bevægelsesuge.

Jubler over støtte

DIF, DGI’s foreningspulje og Norlys Vækstpulje har bevilget penge til Hedens Squaredansere. Målet er at støtte tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab.

- Dét er præcis, hvad squaredans er, vi hjælper hinanden, når der er behov for det, siger en glad Trine Andresen, der er formand for Hedens Squaredansere.

Pengene fra DIF og DGI er gået til at trykke en indbydelsesfolder til Europæisk Convention 2024 og til foreningsarrangementer, hvor klubben har inviteret gymnasie- og folkeskoleelever til en dag med rundstykker, pizza og squaredans. Desuden har der været holdt en dag for alle foreningens medlemmer for at styrke det sociale fællesskab på tværs af klubbens syv hold.

Pengene fra Norlys er brugt til en ny pavillon, som skal bruges ved opvisninger i lokalområdet.