Store oplevelser i naturen for de yngste i Hampen: - Vi kan jo åbne hele verden for børnene

HAMPEN De sidste par uger har det i Regnbuen i Hampen, som er en enhed af Højderyggens Daginstitution, kriblet og krablet med vilde smådyr. Bænkebidere, regnorme, tusindben og andet kravl har været omdrejningspunktet blandt børn og voksne, da institutionen i år deltog i Naturens Dag, som er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådet mærkedag for naturoplevelser. I år var temaet »Vild i naturen«, og Regnbuen valgte at have fokus på de vilde dyr i naturen, og det at man i udelivet har mulighed for at være vild og sprænge rammerne. Her kan man løbe, larme, klatre og gøre alle de ting, som inderummet ikke kan. Det har Regnbuen valgt at skrive en lille tekst om.

I starten af projektet lod vi os inspirere af diverse »naturnørder« for børn, hvor vi så små videoer med de smådyr, som lever lige uden for vores dør. Vi så billeder af dyrene, fik styr på de fleste kendetegn, og herefter gik jagten på de vilde dyr ind. Vi er beriget med naturen både på legepladsen, men også i skoven, som ligger i forlængelse af heraf. Her blev rådne træstammer finkæmmet efter krible-krable dyr, og børnenes iver efter selv at finde og genkende dyrene var en fantastisk oplevelse. Nogle børn var modigere end andre, ikke mindst når det hurtige tusindben både skulle spottes og indfanges. For super hurtige er de bare, selvom vi har fundet ud af, at begrebet tusindben er falsk varebetegnelse. Der er faktisk ingen tusindben, der har tusind ben, men til gengæld har de ud over deres hjerne i hovedet også en hjerne for hvert bensæt. Det er da virkelig et vildt dyr!

Børnene lavede terrarier med jord og lækkert mad til dyrene med visne blade og gammelt træ, og forældrene kunne ved afhentning se dyrene. Og flere forældre har også meldt tilbage, at børnene virkelig har taget de små krible-krable dyr til sig. Malthe på 4 år var på tur rundt om Hampen Sø, og hans mor fortalte, at det tog tre timer, fordi Malthe skulle vende hver eneste træstamme undervejs efter søgen på små-dyr.

Vi har ligeledes oplevet, hvordan børnene på legepladsen af sig selv leder efter dyr, og ved hvad det er, de finder. Et sted, hvor der altid er gevinst, er myreturen. Nogle af børnene var vildt seje og lod myrerne kravle på sig, selvom de blev bidt.

Så først og fremmest har børnene været ude i naturen, for det er der, det hele sker. Man kan ikke lære om naturen og dyrene uden at komme derud og opleve og sanse. Naturen er et afstressende middel, og vi kan mærke, hvordan humøret stiger, roen sænker sig og der bliver meget mere tid til nærvær. Ikke mindst omkring bålet med den varme kakao er hyggen virkelig til at tage og føle på.

Indenfor har vi sunget sange om krible-krable dyrene, og børnene har lavet deres egen planche med deres yndlingsdyr, hvor især kuglebænkebideren var et hit.

Afslutningsvis tog vi en hel dag ud i den vilde natur omkring Vester Palsgård Skovmuseum, hvor vores base var. Her gik vi tur i små grupper i vores søgen efter flere dyr og for at finde tegn på, at der lever vilde dyr derude. Der blev klatret i træer og kysset mange frøer, selv Elias på fire år skulle lige afprøve det, men »den kunne ikke blive til noget«. Efter skole kom alle SFO-børnene også derud med skolebussen, og så var der tændt op i bålet med varme pølsehorn.

Både børnehavebørn og skolebørn har deltaget med stor iver i projektet. Skolebørnene blev lynhurtigt inspireret af børnehavebørnenes terrarier, og så måtte de også ud og finde krible-krable dyr. De har også bygget huler i skoven og lavet snobrød over bål, som alle er gode naturoplevelser, de selv har været med til at vælge. Selvom projektet nu er afsluttet søger skolebørnene stadig ned i skoven til deres huler, som bliver udvidet hver dag. Her har vi oplevet, hvordan børnene på tværs af alder og venskaber sammen har bygget nogle rigtig seje huler. De er (heldigvis) ikke til at trække ud af skoven igen.

Vi er helt ydmyge over, hvor stor indflydelse og ansvar vi som voksne har i forhold til, hvad vi præsenterer børn for, og hvor fantastisk meget de har taget til sig. Vi kan jo åbne hele verden for dem, ikke mindst ved at være gode rollemodeller der går, eller kravler, sammen med børnene.