
Lun jyde med gavmild sind
Den tidligere gårdejer Hans Bach Jensen, Ruskjærholm, er død. Han blev 91 år
Udgivet:11. februar 2021, 12.29
Læsetid:4 minutter
Hans Bach Jensen var fyldt med lun humor. Det smitter jo ikke at sende en sms rundt til hele familien, var kommentaren til dette billede, som niecen sendte til familien et par dage før han sov ind på plejecentret Bøgildlund. Foto: privat
3 år siden
DØDSFALD Hans Bach Jensen, tidligere indehaver af Ruskjærholm er død. Han blev 91 år.
Hans Bach Jensen og hustruen Anna valgte tilbage i 2008 at give hele deres livsværk, en landejendom i Ruskjær, nord for Ikast til Kræftens Bekæmpelse. En kæmpe gave, der dengang blev vurderet til at være et sted mellem 15 og 17 millioner kroner værd. Parrets, der ikke havde børn, der skulle arve, ønskede at der skulle skabes et rekreativt område, hvor der var fred og ro for kræftpatienter og pårørende, som skulle have oplevelser og samvær til at komme videre i deres liv.
En særdeles generøs gestus, som ikke sådan lige løste sig. Der var adskillige bump på vejen i form af skatteudfordringer, og nye godkendelser jvf planloven og en skydebane på naboejendomme. Først efter to år, i maj 2011 blev Ruskjærholm indviet som nyt rekreativt center under Kræftens Bekæmpelse
Lun jyde
Hans Bach var en lun jyde med et særdeles gavmildt sind. Nogle år inden han forærede sin ejendom væk, havde han doneret en bus til Plejecentret Frisenborgparken, hvor han på grund af halvsidelammelse var kommet i dagcentret gennem nogle år.
Hans levede nøjsomt og sparsomligt, men manglede ifølge ham selv ikke noget, og kunne se værdien i, at de ældre kom på ture og udflugter. Det er i øvrigt den bus, som plejecentret stadig har til rådighed. Der er dog ikke noget, der længere hedder Frisenborg, men i stedet Bøgildlund, hvor Hans Bach Jensen sov stille ind i weekenden.
Født i Hestlund
Hans Bach voksede op på en lille ejendom på Skyggevej i Hestlund, og købte sin første ejendom på Ruskjærvej, hvor der i dag drives autoværksted.
Med tålmodighed og flid fik han penge til at købe den noget større gård Ruskjærholm, som dengang var en ruin med masser af uopdyrket lynghede.
Langsomt fik han den golde hede pløjet op og omdannet til attraktiv landbrugsjord - 120 tønder land, som han gennem 50 år blandt andet dyrkede kartofler i. De blev kørt til Karup Kartoffelmelsfabrik, der også nåede at hædre ham for både leverancerne, men også arbejdet i bestyrelsen. En bronzekartoffel var det synlige bevis for hans indsats.
Gift som 40-årig
Hans var i mange år ungkarl, men fik alligevel lokket vestjyske Anna med til Midtjylland. De blev gift i 1969 og flyttede ind i det nybyggede stuehus, som han også med flid og tålmodighed selv byggede op.
Parret fik aldrig børn, men hans søskendebørn fik til gengæld stor opmærksomhed fra deres lune onkel, der også var stolt af deres børnebørn, og elskede når der var »fis-og ballade« i luften.
Hans Bach Jensen var stolt af sit jyske ophav, talte jysk, hævde faktisk, at han ikke forstod rigsdansk. Han elskede til det sidste at bruge sin humor, og få andre mennesker til at trække på smilebåndet. Han talte aldrig grimt om andre mennesker. I det hele taget var han altid klar til at stille op for fællesskabet. Blandt andet i forbindelse med etableringen af Munklindehus og det øvrige foreningsliv i Munklinde.
Halveret
Som 65-årig blev han ramt af sygdom og var afhængig af hjælp fra andre. Ikke ligefrem en drømmesituation for en arbejdsom mand, der hele sit liv havde været vant til at klare sig selv, og hjælpe andre uden selv at bede, eller forvente hjælp.
På vanlig spøgefuld maner forklarede han ofte, at en blodprop havde halveret ham.
- Min venstre side gik ud af funktion, forklarede han med humor og liv i øjnene
Hans 90 års fødselsdag blev fejret med familien og da han med en niece besøgte Ruskærholm for ikke længe siden, var han stolt over, at se, hvad det var blevet til. Selvom stuehuset har gennemgået en stor renovering var han ikke i tvivl, og specielt glad blev han, da han på badeværelset kunne genkende »sine« gamle klinker, som han jo selvfølgelig selv havde sat op.
- Det har været en formidabel dag, sagde han, da han returnerede til Bøgildlund.
En sms smitter jo ikke
Hans Bach Jensen blev en ældre herre, men læste dagligt Herning Folkeblad og så nyheder på TV og fulgte med i både corona-udfordringer og minkskandale. Da niecen forleden tog et billede og bad om lov til at sende det som SMS til familien, svarede han med sin sædvanlige varme form for humor, velvidende, at coronaen udfordrer: - At det, var der vist ikke nogen smitterisiko ved, og gav »thumps up« til spørgsmålet.
Hans Bach Jensen var enkemand. Hans hustru Anna døde i sommers. Hans Bach Jensen begraves fra Bording Kirke på lørdag den 13. februar klokken 13.