Ingen udsigt til minkgrave i Ikast-Brande Kommune

18. november 2020, 16.00

MINK Herning Kommune har efter ansøgning meddelt Naturstyrelsen landzonetilladelse til at anvende et område ved Vind i den nordligste del af kommunen sydvest for Holstebro til nedgravning af mink, men lignende minkgrave er ikke for nuværende på tale i Ikast-Brande Kommune. Det oplyser borgmester Ib Lauritsen (V):

- Jeg håber virkelig ikke, at der kommer anmodning om at massebegrave mink lokalt, og jeg har heller ingen viden om, at det skulle være aktuelt.

- Det er en meget voldsom miljøpåvirkning, uanset om den er i vores kommune eller lige på den anden side af kommunegrænsen i Karup, uddyber borgmesteren med henvisning til de massegrave til mink, der er blevet anlagt på Flyvestation Karups område, syd for Kølvrå klos op ad hovedvejen mellem Herning og Viborg, og dermed ikke langt fra Munklinde og Ikast-Brande Kommunes nordvestligste hjørne.

- Jeg tror på, at hastværk altid ender som lastværk. Og hvis nogen mener det, der foregår, er klogt og gennemtænkt, hører jeg ikke til dem, fastslår Ib Lauritsen, som også er ret overbevist om, at det er noget, staten kører fuldstændigt, og at kommunernes indflydelse på beslutningerne er mere formel end reel.

- Man kan have mange holdninger til minkproduktion og dennes berettigelse. Men at se på måden, det orkestreres på og det, der reelt sker, hvor alt bliver kørt sammen i massegrave, er surrealistisk og svært at kapere, lyder det fra Ikast-Brandes borgmester, der selv er rundet af landbrugserhvervet