25 år hos Niebuhr Gears: Tandhjulsdirektøren fejrer et kvart århundrede i familievirksomheden

Direktør i Niebuhr Gears, Rasmus Niebuhr, kan fejre 25-årsjubilæum hos tandhjulsproducenten

Udgivet:06. september 2023, 18.42

Læsetid:2 minutter

Niebuhr Gears’ administrerende direktør, Rasmis Niebuhr fejrer 25-årsjubilæum i familievirksomheden. Foto: Henrik Ole Jensen

Jacob Hove
Debatredaktør
Jacob Hove
Debatredaktør| +45 96 26 37 11 | jah@herningfolkeblad.dk
Færdiguddannet i 2010 fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Syddansk Universitet. Ansat på Folkebladet siden 2017.
Se flere artikler af Jacob Hove

JUBILÆUM Ikast-familievirksomheden Niebuhr Gears opstod, da jubilaren og nuværende direktør Rasmus Niebuhrs farfar, Aksel Niebuhr, købte et mindre reparationsværksted af den tidligere ejers enke. Nu kan Rasmus Niebuhr fejre 25-årsjubilæum i familievirksomheden med at se lidt tilbage i tiden. 51 år er det nu siden, Niebuhr Gears opstod.

I begyndelsen drev Aksel Niebuhr i forvejen en maskinfabrik, som lavede maskiner til tekstilindustrien, og ansatte sønnen Frank Niebuhr til at drive det lille værksted. Det udviklede sig over årene til Niebuhr Gears, der har produktion i Ikast og Kina, beskæftiger cirka 175 medarbejdere globalt og i seneste regnskab fik et resultat efter skat på 10,5 millioner kroner mod 9,9 året før.

Rasmus Niebuhr blev født i Aalborg, men er vokset op i Ikast. Han har gået på Nordre Skole og Ikast Gymnasium, og da han skulle læse videre, var det ligesom sin far til ingeniør.

Der skulle dog gå lidt, før han vendte hjem til Ikast.

Lærte at bygge fabrik

Men hjem - det kom han.

Rasmus Niebuhr mindes den første tid hos familievirksomheden, hvor begge hans forældre, Frank og Anne Grethe Niebuhr, havde deres daglige gang - faren som direktør og moren i bogholderiet.

- Jeg blev en form for direktør-trainee. Vi var en lille organisation med 34 ansatte, og jeg skulle lære lidt om alle forretningsdele - alt, hvad der vedrørte driften, salg, nye kunder, indkøb, planlægningssystemer, jeg fik sat MUS-samtaler i system, og i weekenden hjalp jeg til i produktionen. Det var en sjov og lærerig tid, siger jubilaren.

Det var i 1998, at Rasmus Niebuhr kom »hjem« til virksomheden, og tre år senere blev han udnævnt til administrerende direktør. I løbet af de tre år voksede virksomheden ud af sine rammer, hvorfor man valgte at bygge ny fabrik på 4500 kvadratmeter på La Cours Vej på den nuværende placering ved motorvejen.

- Så der lærte jeg at bygge en fabrik og flytte, mens vi stadig skulle producere, konstaterer Rasmus Niebuhr, der med et grin mindes, at man havde gjort plads til omklædningsrum til 50 ansatte, men at der ikke gik lang tid, før nybyggede blev alt for småt.

Siden er der blevet udvidet flere gange, og virksomheden er i dag oppe på 17.000 kvadratmeter.

I regnskabsåret 2022 investerede Niebuhr Gears i øvrigt 44 millioner kroner i kapacitetsudvidelser, og disse investeringer fortsætter i 2023, hvor der budgetteres med investeringer for 35 millioner kroner.