HIH vil styrke ungdomsmiljøet med nyansættelser

Herning-Ikast Håndbold har indgået et samarbejde med klinisk diætist Nanna Aarslev Jensen og mental coach Ole Friis

3. august 2021, 10.47

Jakob Mølgaard Christensen fra HIH’s bestyrelse kalder i pressemeddelsen nyansættelserne for en særdeles kraftig opgradering rundt om det enkelte individ, som sammenlagt med alle de ressourcer klubben allerede har i campusmiljøet, får klubben til at stå stærkt rustet til at udvikle unge såvel på som udenfor banen, til at kunne begå sig på øverste hylde både sportsligt og rent menneskeligt. Foto: Flemming Hansen

HÅNDBOLD Et nyt og et kendt ansigt skal i den kommende sæson gøre en forskel i Herning-Ikast Håndbold for især klubbens ungdomsspillere.

Klubben har netop ansat Nanna Aarslev Jensen og Ole Friis, som skal styrke ungdomsmiljøet som henholdsvis klinisk diætist og mental coach.

- Kan vi i HIH være med til at optimere den hårfine balance mellem kost, performance og mental balance så ønsker vi at jagte de procenter, som kan være med til at skabe hele unge mennesker med styr på karrieren hele vejen rundt. Tiltaget, vi sammen med Nanna og Ole har taget, er ikke kun for at skabe balance mellem de tre ovenstående punkter, for de som måtte have udfordringer – men tiltaget er i lige så høj grad gjort for også at tilgodese de unge mennesker, som blot skal have tilrettet små detaljer i eksemelvis kosten eller noget mentalt, for at få optimalt ud af de mange træningstimer som bruges på at opnå den ypperste performance, udtaler Jakob Mølgaard Christensen fra HIH´s bestyrelse i en pressemeddelelse.

Hjem til det midtjyske

Nanna Aarslev Jensen kommer til HIH med erfaring fra håndbolden, en uddannelse som klinisk diætist og crossfittræner i København. Hun er oprindeligt fra det midtjyske og vender således hjem igen, for at blive en aktiv del af Campus miljøet med fokus på Herning-Ikast Håndbold Ungdom.

Klubben har ligeledes ansat et kendt ansigt i form af Ole Friis. Han skal varetage den mentale udvikling hos det enkelte individ i tæt samarbejde med de respektive afdelinger. Ole kommer til at køre forløb med såvel vores U17 som U19 afdeling, ligesom han fra tid til anden også har samtaler med enkelte ligaspillere.

- At HIH har valgt at gå forrest ved at sætte fokus på spillernes kost og sundhed i samarbejde med mig, er jeg enormt beæret over. Det har længe været en drøm for mig at få lov til at arbejde med elitesport, og dermed være med til at sætte fokus på vigtigheden af, at spillerne hjælpes til at finde den hårfine balance mellem optimering af performance gennem kosten og vedligeholdelse af den mentale sundhed for resultaterne på håndboldbanen. Jeg glæder mig derfor enormt til at komme i gang, siger Nanna Aarslev Jensen.