Ny direktør i KK Wind Solutions

Mauricio Quintana har haft store ledelsesposter i USA og Schweiz. Han har rådgivet NASA og været topchef i et vindmøllefirma

24. november 2021, 09.17

KK Wind Solutions i Ikast får ny administrerende direktør, når Mauricio Quintana (t.h.) i begyndelsen af det nye år tager over fra Chlinton Arendahl Nielsen. Foto: PR-foto

NAVNE Det er en herre med tung ledelseserfaring fra flere forskellige lande, som KK Wind Solutions i Ikast får ind som ny administrerende direktør.

Mauricio Quintana blev tidligere i november offentliggjort som ny topchef til at tage over efter Chlinton Arendahl Nielsen. Han er født i Costa Rica, bosat i USA og har tilbragt en del tid i Schweiz de seneste år, da han er afdelingsdirektør hos ingeniørkoncernen ABB med hovedsæde i Zürich.

KK Wind Solutions er specialiseret i at lave styringer til vindmøller, og gennem Mauricio Quintanas karriere har grøn omstilling og energisektoren i høj grad været den røde tråd.

Han er ingeniøruddannet og har været administrerende direktør for det amerikanske vindmølleselskab Clipper Windpower, inden han fik en bredere stilling hos Clipper Windpowers grundlægger, hvor han stod for forretningsudvikling inden for energiområdet.

Undervejs i sin karriere har han også været strategisk rådgiver hos de to store amerikanske rådgivningskoncerner Booz Allen Hamilton og United Technologies Corporation (UTC). Her stod han blandt andet for store projekter hos rumfartsselskabet NASA og den amerikanske hær.

Selv om opgaverne var spændende og udfordrende, kunne han mærke, at han savnede selv at stå i spidsen for den daglige drift.

- Når du er rådgiver, kommer du ind og præsenterer din plan og bud på løsninger - og så går du igen. Min passion er at skabe ting og få ting gjort. Jeg er ikke en »powerpoint’er«, fortæller Mauricio Quintana med et smil.

De danske cowboys

Siden 2013 har han haft ledelsesposter hos ABB-koncernen, og igen har fokus været på udvikling af løsninger til grøn energi. Her har han af flere omgange været i Danmark, og han har stor respekt for den nytænkning og udvikling, der er sket i den danske vindmøllebranche.

- Da jeg var i vindbranchen, var danskerne de europæiske cowboys. De var meget entreprenante og tog chancer - og fik ting gjort. Det var jeg meget imponeret af, husker Mauricio Quintana.

Han lægger ikke skjul på, at det tiltaler ham, at der er store vækstambitioner hos KK Wind Solutions.

- Jeg har også en lille cowboy i mig, konstaterer han.

Flytter til Danmark

I dag bor han i USA med sin hustru, men de flytter til Danmark, når han tiltræder i jobbet i starten af 2022.

- Det er ikke besluttet endnu, hvilken by vi flytter til. Det er meget muligt, at vi finder en midlertid bolig i første omgang for at lære området at kende og finde frem til, hvad der er det bedste sted, siger han.