Flot præstation for Ikast ultraløber

Ikast løber klarede sig rigtigt flot i det 170 kilometer lange og bjergrige løb rundt om Mont Blanch

Udgivet:20. september 2018, 06.51

Læsetid:1 minut

Preben Rasmussen fra Ikast har løbet 170 kilometer rundt om Mont Blanch. Foto: Privat

Af Jan Anderschou
jaa@ikastavis.dk

5 år siden

Ultraløb Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Preben Rasmussen fra Ikast forleden morgen passerede målstregen i Chamonix efter at have gennemført ultraløbet UTMB i Frankrig. Løbet rangerer blandt trailløbere som VM for verdens bedste samt amatører, og Preben tilbagelagde de 170 km og ca. 10000 højdemeter på 39 timer og 30 minutter, hvilket for amatørløbere er en ret god tid.

Preben var blot en af fire danskere som havde kvalificeret sig til at deltage. For at få adgang skulle deltagerne have samlet minimum 15 kvalifikationspoint fordelt på maksimum 3 ultraløb. Preben har gennem de seneste år løbet forskellige ultraløb i Alperne. Dette gav ham muligheden for at deltage i lodtrækningen om startnumre. Lodtrækningen fandt sted tilbage i januar, og her var Preben heldig, mens langt de fleste blev skuffede og må prøve at kvalificere sig igen næste år.

Ikke for sarte sjæle

Selve løbet er en rundstrækning rundt om Mont Blanc. Det starter i Chamonix fredag aften klokken 18, hvor cirka 2400 trailløbere med pandelamper og udstyr begiver sig ud i nattemørket. Undervejs passeres 9 bjergtoppe, og de cirka 10.000 højdemeter svarer til halvanden gang på Mount Everest og er uden tvivl den helt store udfordring under løbet. Løberne har maksimalt 46 timer til at gennemføre løbet. Vindertiden ligger omkring 20 timer, mens amatørerne typisk præsterer en tid mellem 35-45 timer.

Preben Rasmussen kan derfor være ganske tilfreds med sine 39 timer.