Nærpolitistation klar på rekordtid: Politidirektør og borgmester klippede snoren

Ikast-Brandes nye nærpolitistation er blevet klar til brug, kun få måneder efter beslutningen om placeringen blev truffet. Torsdag blev stationen indviet

18. juni 2021, 08.01

Her er det fire ud af seks betjente fra nærpolitistationen i Ikast - (fra venstre) Hans Erik Øst Jensen, Kenn Hjort Sørensen, Gert Svendsen og Lars Lyhne. Foto: Henrik Ole Jensen

NÆRPOLITI Maleren havde knap sat sidste penselstrøg i politiets nye lokaler på rådhuset i Ikast, da snoren til den nye nærpolitistation blev klippet torsdag formiddag.

Dagen blev fejret med kage - dog ingen citronmåne - kaffe, og taler fra politidirektør Helle Kyndesen og borgmester Ib Lauritsen (V).

Seks mere eller mindre lokale ansigter er rykket ind i lokalerne på rådhusets østside.

I sin tale fortalte Helle Kyndesen, hvordan hun kort efter tiltræden som politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi besøgte stationen i Ikast.

- Dengang blev jeg spurgt af betjentene, om der ikke kunne komme flere betjente til stationen, så I kan lave mere politiarbejde af den slags, I gerne vil. Jeg husker, at jeg var noget tøvende. Nu står vi her i dag, og efter en politisk håndsrækning er ønsket opfyldt, sagde hun.

- På nær et enkelt rum, der mangler at blive gjort færdigt, er nærpolitistationen blevet færdig på rekordtid. De seks betjente, der får deres daglige gang på stationen er rykket ind og er klar til at tage imod borgere, der har været udsat for en forbrydelse eller bare har brug for råd og vejledning, uddybede Helle Kyndesen.

Massivt udvidet åbningstid

Tre dobbeltkontorer, et briefing-rum med tv-skærme, hvor politiassistenterne kan følge politikredsens morgenmøder, og et endnu ufærdigt afhøringslokale tegner arbejdspladsen.

Der er ikke direkte adgang til nærpolitistationen.

Henvendelser skal foregå 19 timer om ugen i politiets skranke i borgerservice gennem rådhusets hovedindgang. Politiassistenterne vil på skift passe skranken en uge af gangen. Derudover vil Lars Lyhne være at finde på Artium i Brande to timer om ugen fra midten af august.

Føler sig hørt

Borgmester Ib Lauritsen fortalte i sin tale, at han gennem hele processen med placeringen og sammensætningen af den nye nærpolitistation har følt sig hørt af politiet.

- Vi ønskede en synlig placering her på rådhuset. Det har vi fået. Og så har vi ønsket os en enhed af en vis størrelse, så der blev plads til mere reelt politiarbejde i stedet for kun henvendelser. Med seks betjente bliver der langt bedre mulighed for patruljering og generel tryghedsskabende arbejde, lød det fra borgmesteren.

Rosen kom retur fra politidirektøren:

- Det er flot, at Ikast-Brande Kommune har arbejdet hurtigt og effektivt med at finde den bedste placering. Jeg mener, at rådhuset er det mest synlige sted, og derfor er jeg glad for, at kommunen hurtigt flyttede en del af sine medarbejdere for at gøre plads til politiet, sagde Helle Kyndesen.

Helle Kyndesen fremhævede samarbejdet med Ikast-Brande Kommune i sin tale. Foto: Henrik Ole Jensen