Verdens bedste streg-spiller fylder 40

Tonje Kjærgaard var en af håndboldkvindernes mest markante spillere i 1990'erne

10. juni 2015, 16.04

Eks-håndboldspilleren Tonje Kjærgaard fylder 40 år på torsdag. ?Polfoto

40 Det var noget af en bet, da FCM Håndbold sidste sommer kom til at love klubbens nye svenske bagspiller Sabina Jacobsen, at hun kunne få rygnummer tre. For da Sabina Jacobsen debuterede i sin nye trøje i en Super Cup-kamp, kom ledelsen i tanke om, at man faktisk har fredet det nummer: Efter at klublegenden Tonje Kjærgaard indstillede karrieren, skulle hendes faste rygnummer aldrig mere bruges. Sabina Jacobsen måtte trække i nummer ni i stedet, og det siger noget om, hvilken status den på torsdag 40-årige Kjærgaard har i det midtjyske håndboldtempel.

Som ganske ung trådte hun ind som en stregspiller i verdensklasse i kvindelandsholdets storhedstid i 1990'erne, da hun var med til at vinde verdensmesterskabet i 1997 og to gange OL-guld.

Hun var blot 25 år, da hun sagde farvel til det danske landshold efter OL-triumfen i Sydney. Universitetsstudierne krævede mere tid, og flere af landsholdets øvrige bærende spillere sagde også stop.

Kjærgaard fortsatte dog nogle år på klubniveau og nåede mere end 400 kampe for Ikast-Bording, som FCM Håndbold hed dengang, inden hun indstillede karrieren som 29-årig i 2004. Hun gjorde et kortvarigt comeback tre år senere, fordi klubben en overgang manglede en stregspiller, men så var det også endegyldigt slut.

Sideløbende med håndboldkarrieren gennemførte Kjærgaard en kandidatuddannelse i biologi, og hun er i dag ansat i en stilling som sportskoordinator på Ikast-Brande Gymnasium.

Her har man et tæt samarbejde med egnens sportsklubber, deriblandt FCM Håndbold, den forsvarende danske mesterklub, hvor Tonje Kjærgaards navn 11 år efter karrierestoppet fortsat er et af de allerstørste.

Tonje er i øvrigt gift med håndboldspilleren Thomas Petersen og mor til to håndboldspillende knægte på 9 og 6 år. Hun er bosiddende i Ikast og fast tilskuer til FCM's kampe i IBF Arena og på MCH arena. /ritzau/