Byen gik sammen og hjalp Casper med opklaringsarbejdet: Hans stjålne motorcykel blev fundet på en time

Ikast hjalp til med at finde det stjålne køretøj

Udgivet:27. april 2023, 18.00

Læsetid:1 minut

Motorcyklen her blev fundet på bare en times tid. Foto: Privatfoto

Flemming Thulstrup
Journalist

5 måneder siden

IKAST Foråret er kommet, og det er rigtigt motorcykelvejr.

Sådan tænkte Casper Flohr Knudsen forleden morgen, men da han ved 6.30-tiden kom ud i garagen, var hans Suzuki 759 kubik motorcykel pist forsvundet.

- Jeg skulle have min anden tur på motorcyklen, som jeg købte i begyndelsen af det nye år. Jeg blev både ærgerlig og sur og ringede til politiet, fortæller Casper Flohr Knudsen.

Derefter efterlyste han sin motorcykel på en gruppe på de sociale medier i den gruppe, der hedder - Vores by Ikast.

I løbet af kort tid var opslaget delt 135 gange, og det gav pote.

- Efter en times tid fik jeg en meddelelse om, at min motorcykel var fundet ved en skole på Bøgildvej. Og ganske rigtigt. Der lå den, lettere skadet. På grund af den opbrudte lås kunne den ikke køre, ligesom der også var sket småskader på den, da den blev væltet omkuld, siger Casper Flohr Knudsen.

Umiddelbart efter, at »Vores By« havde fundet motorcyklen, blev han i øvrigt kontaktet af politiet, der havde fået besked fra uddannelsesstedet om, at man havde fundet en motorcykel på stedet.

- Jeg er lidt imponeret over den hurtige opklaring, men også noget ærgerlig over skaderne på motorcyklen. Det betyder formentlig, at jeg ikke kan komme ud på motorcyklen i den næste måned. Det tager jo et stykke tid at skaffe reservedele hjem, konstaterer den 30-årige ikastbo.

Han har i øvrigt kørt motorcykel, siden han tog kørekort som 18-årig.