Et varmt og venligt menneske

2. april 2020, 07.22

Leo Vestergaard. Foto: Privat

NEKROLOG Leo Vestergaard Kristensen, Villavej 5 i Ikast sov tirsdag i sidste uge ind på Hospice i Brædstrup. Han blev 63 år.

Leo Vestergaard fik sidste sommer konstateret en tumor på hjernen, som ikke kunne fjernes. Den tunge meddelelse til trods bevarede han en grad af livskvalitet de sidste otte måneder - først og fremmest sammen med sit livs kærlighed, Lone Mikkelsen og parrets to børn, Lasse og Nanna, men også i forhold til den store vennekreds, som gjorde meget for at give levemanden Leo store oplevelser lige til kræfterne ikke rakte længere.

Leo Vestergaard var indfødt Ikast-dreng, og voksede sammen med tre søskende op i hjemmet i bunden af Kirkegade. Han havde som 15-årig den store sorg at miste sin far, Poul Erik, som omkom i en trafikulykke ved Ilskov.

Enstående støtte

Sin unge alder til trods og med yngste bror på kun tre måneder steppede Leo Vestergaard i den grad op, og var en enestående støtte for sin mor Elly. Helt til sine sidste dage blev en normal weekend altid indledt med en kop fredagseftermiddagskaffe ved hendes køkkenbord.

Leo Vestergaard fik et langt liv i tekstilindustrien.

Han begyndte som eftermiddagsfejedreng hos Dahl Knudsen på DK Style og sluttede her som en faglig dygtig og særdeles værdsat tilskærerileder i 1989, hvor en stor del af virksomhedens produktion var lagt til Portugal.

Som en konsekvens heraf flyttede det unge par til Porto-egnen og etablerede tilskæreri-virksomheden Mikk-line, som han drev i tre år, inden han vendte hjem til den danske afdeling, som i mellemtiden var flyttet til Bording.

Ringen sluttet

Efter årtusindskiftet havde Leo Vestergaard mod på at prøve sig selv af uden for tekstilindustrien. Det blev til ansættelser hos Arla og siden OH Industri i Ikast, inden han for godt et år siden fik ansættelse på lageret hos Pardon Clothing, hvor han var ansvarlig for logistik på tre tyske brands.

Hermed var ringen til tekstilindustrien sluttet, og da ægteparret i begyndelsen af 1990’erne købte en ældre villa på Villavej og renoverede den mønsteragtigt, var ringen også sluttet på en anden måde. Det var nemlig på samme vej Leo boede, da han som 24-årig slog benene væk under den otte år yngre Lone. Det blev til 40 års ægte kærlighed, og de blev rigtig mand og kone, da de efter 25 års kærlighed blev viet i Fonnesbek Kirke i 2005.

I såvel sin familie, i forhold til sit job og sin omgangskreds var Leo Vestergaard loyal, trofast, omsorgsfuld, arbejdsom og lyttende.

Nummer 32 på ryggen

Som indfødt Ikast-dreng var Ikast FS og fodbold en stor del af hans liv og fritid. Som ældre var han holdleder og aktiv ved Ikast Cup, og han var siden FCM’s fødsel i 1999 glødende fan af denne klub i almindelighed og Kristian Back Bak i særdeleshed.

Det var således ikke tilfældigt, at han blev stedt til hvile i en sort FCM-trøje med nummer 32 på ryggen, da han blev bisat i fredags med en sluttet kreds i følget på grund af restriktionerne i forbindelse med coronakrisen.

Der vil blive arrangeret en mindesammenkomst på et senere tidspunkt, hvor famile og mange andre venner fra arbejdsliv, dartklub, fodbold og golfklub kan tage afsked med et varmt og venligt menneske, der måtte sige alt for tidligt farvel.