
Nyt naturkursus for kronisk syge
Kurset starter midt i marts
Udgivet:14. februar 2018, 21.17
Læsetid:1 minut
På kurset tilbydes mange former for motion - både på to ben og to hjul. ?Privatfoto
5 år siden
sundhedskursus En vandretur i godt selskab samt oplevelser i naturen.
Det er god medicin for de fleste, også for kronisk syge.
Derfor gentager kommunen et kursus på Naturcenter Harrild Hede, som gennemføres i samarbejde med Naturstyrelsen.
Der er tale om et forløb over otte uger, hvor deltagerne mødes to gange i ugen, dels for at udveksle erfaringer med at have en kronisk sygdom, dels for at opholde sig i naturen og få oplevelser her.
Der er plads til 12 deltagere, og det næste forløb starter torsdag 15. marts.
Man kan tilmelde sig på kommunens Sundhedscenter.
Birgit Dupont Nielsen fik for snart et år siden konstateret diabetes 2, og hun meldte sig til kurset.
- Jeg havde store problemer med at få styr på mit blodsukker. Det fik jeg hjælp til. Desuden gav det mig utroligt meget at mødes med andre, der også har en kronisk sygdom, fortæller den 59-årige servicemedarbejder på Herning Sygehus.
Hun fik en aftale i stand med sin arbejdsplads og kunne således følge det gratis tilbud.
- Takket være nogle dygtige naturvejledere fik jeg utroligt meget ud af vandreturene og udflugterne ud i naturen, som jeg oplevede på en helt anderledes måde. Jeg kom også i kontakt med andre deltagere, og det har nu ført til, at vi efter kurset er fire stykker, der er fortsat med vandreture i naturen, fortæller Birgit Dupont Nielsen, der bor nær Rørbæk Sø.
Lene Christensen og Joan G. Jakobsen er forløbskoordinatorer. Desuden er der knyttet naturvejledere til projektet.
Man skal selv sørge for transport til og fra naturcentret, men der kan arrangeres samkørsel.