Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt

Henrik Volf fortæller om musik, slagsmål, sprut og damer i alt for lang selvbiografi

Udgivet:29. november 2022, 10.33

Læsetid:4 minutter

Henrik Volfs selvbiografi kom på gaden 14. november.

Af Henrik Øster-Jørgensen
presse@ikastavis.dk

2 måneder siden

IKAST Henrik Volf:

»Alt det der tåler dagens lys - Min historie«

VMP Forlag

Henrik Volf sendte mig sin selvbiografi med ordene: »Du har faktisk en del af skylden, fordi du for år tilbage bad mig skrive et par linjer om blandt andet Pompeji.«

Den skyld påtager jeg mig gerne, men da jeg åbnede bogen i elektronisk form, tænkte jeg alligevel, at det måske var lige i overkanten at skrive mere end 500 sider om sig selv.

Men sådan har Henrik Volf altid været - og det skriver han også i bogen - han har en frygtelig tro på egne evner. Han er ligesom Pippi: »Det har jeg ikke prøvet, så det kan jeg nok godt.«

Og det kan han faktisk.

Blå Yamaha DX50

Da jeg først går i gang med at læse, er det svært at stoppe igen. Og jeg har ellers virkelig problemer med at læse en bog, der ikke rammer mig.

Men der er noget ved Henrik Volfs historie, der på en måde fortæller om hele egnens historie: Opvæksten i Lind, sommerhuset i Søndervig, mødet med 1970’ernes tekstilbaroners sønner, og da han i 1977 for alvor mødte musik, der med det samme blev hans passion.

Og så har vi noget til fælles, der også gør bogen til spændende læsning: Henrik Volf er på min alder, han havde minsandten også en blå Yamaha DX50, og han blev håbløst forelsket i musikken.

Volf var - og er - lille af vækst, og det fik ham som dreng til at foretage sig halsbrækkende ting, der skulle imponere kammeraterne.

Han fortæller for eksempel, at han balancerede på rælingen - han kalder det godt nok gelænderet - af Storebæltsfærgen og mange andre ting, man kunne dø af. Men musikken blev hans redning. Det var mindre farligt at imponere med guitaren.

»Det var en svær tid, og hvis jeg i en moden alder skal reflektere eller analysere herpå, så handlede det nok om en meget lille mand med et meget lille selvværd,« som han selv formulerer det - og »den D-dur-akkord, jeg havde lært i mit 15. leveår, blev min frelse.«

Han blev kendt

Gentagne gange fortæller Volf om, hvor besat han var af at blive kendt; at komme i avisen.

»Jeg ville være musiker. Mærke suset fra et publikum og blive berømt. Penge var jeg fløjtende ligeglad med. Bare jeg blev kendt.«

Og det blev han - i hvert fald i det midt- og vestjyske.

Henrik Volf er hudløst ærlig i biografien.

Han har til tider været en uregerlig dreng - og mand - og i dag ville han formentlig få prædikatet ADHD, inden han skulle begynde i børnehave. Men det var der ikke noget, der hed dengang, og den unge Volf klør bare på for at finde sin plads i verden.

Han har været en fordrukken slagsbror, der har skyet fast arbejde. Han har kørt spritkørsel, banket folk og været lidt af et svin overfor kvinder - der bliver ikke stukket noget ind under stolen.

Der har været fart på, men samtidig har han også kæmpet med svære ting som hypokondri, stemmesvigt, skilsmisser, forældrenes død og ikke mindst tre dødfødte børn, hvilket må være en ufattelig tragedie for en lille familie, der da også bliver plaget af, at far og mor flytter fra hinanden et utal af gange.

Farfar-rolle

Omkring de 50 år får Henrik Volf dog stille og roligt ryddet ud i dæmonerne, således at han nu - kort før sin 60-årsfødselsdag - tilsyneladende er i sit livs form.

Coronaen lægger hele Volfs forretning ned, men hvad gør han så; han begynder da bare at male på fuld tid, og han får faktisk også solgt skidtet.

Der er sikkert delte meninger om, hvorvidt han er en dygtig maler, men det tror jeg ikke, han selv går så meget op i - så længe det kan sælges.

Han bruger selv udtrykket »fært« - når han får færten af penge, så går han efter dem. Og det er der ikke noget at sige til: Det er immervæk noget af et kunststykke at leve af musik - og nu malerier - et helt liv.

Der er et stærkt afsnit med Volfs nye farfar-rolle, og i det hele taget fungerer alle de private ting bedre end en uendelig opremsning af alle de musikalske projekter, han har deltaget i.

Aldi og Fakta byttet rundt

Bogen kunne snildt være kortet gevaldigt ned, men Volf vil have det hele med - inklusive stave- og slåfejl og en ombytning af Aldi og Fakta, og hvad der ellers måtte være.

Han har tilsyneladende gemt hvert et lille stykke papir fra sit liv - og parret med en imponerende hukommelse giver det 500 sider med en masse billeder om et levet liv, der ikke ligner ret mange andres.

»Alt det der tåler dagens lys - Min historie« vil med garanti interessere Volfs mange fans, og den vil måske også interessere andre, for det er et interessant tidsbillede af Herning/Ikast i de seneste 60 år.

Da jeg begyndte på Folkebladet, var jeg pladeanmelder, og en dag kom Henrik Volf ind på redaktionen og insisterede på, at jeg skulle anmelde hans nye plade.

Det kom der nu ikke noget godt ud af.

Derfor glæder det mig, at jeg nu kan give Volf en god anmeldelse.