
Favoritterne faldt i Randers: Sjuskede Ikast snublede i premieren
Mistede momentum og tabte 26-27 i sæsonens første kamp i Kvindeligaen
Udgivet:31. august 2022, 20.44
Læsetid:2 minutter
Simone Petersen og Ikast Håndbold slap grebet og tabte ligapremieren ude mod Randers HK. Foto: Tom Laursen
9 måneder siden
HÅNDBOLD Ikast Håndbold fik en frygtelig indledning på den nye sæson i Kvindeligaen.
Efter en sjusket og fejlfyldt indsats i Arena Randers tabte DM-bronzevinderne med 26-27 til Randers HK, der i sidste sæson var bundhold og en del af nedrykningsspillet.
Gæsterne fra det midtjyske var storfavoritter inden premieren, men kun i spredte perioder viste udeholdet topklasse.
Mere stabil og energisk var indsatsen til gengæld fra Randers-holdet, der kampen igennem fightede og slog tilbage hver gang, Ikast-enheden var tæt på at kreere et et hul på måltavlen.
Efter en helt lige første halvleg, hvor Ikast led under en usammenhængende defensiv og manglende redninger fra den svenske landsholdskeeper Jessica Ryde, var gæsterne bagud med 14-16 ved pausen.
Ikasts nye norske målvogter Andrea Austmo Pedersen fik dog fat i slutningen af første halvleg, og den debuterende nordmands stribe af redninger var en af nøglerne til udeholdets skarpe aktioner lige efter pausen.
Her kom også stortalentet Julie Scaglione på gulvet, og backen medvirkede til fire midtjyske scoringer på stribe - og en føring på 18-16.
Anfører Stine Skogrand, der spillede sin første ligakamp siden sommerens veloverståede barsel, scorede til 23-21 med et kvarter igen. Det lignede, at Kasper Christensens tropper ville trække afgørende fra, men Ikast-spillerne mistede momentum og koncentration. I stedet formåede Randers at udligne til 24-24 i en fase, hvor gæsterne stressede og ramte træværket i tre angreb i træk.
I de sidste otte minutter var marginalerne også med værterne, som dog blev belønnet for deres gåpåmod og højintense aggressivitet i begge ender af banen.
Christina Pedersen scorede i et tomt Ikast-mål til 26-24, og i slutfasen lykkedes det kronjyderne at holde fast. Emma Friis reducerede til 26-27 med 37 sekunder tilbage på uret, men tiden løb ud for favoritterne.