Superligatrænere kårer Brøndby-bomber som forårets profil

Mikael Uhre har ifølge Superligaens trænere været den mest fremtrædende spiller i foråret.

Udgivet:20. maj 2021, 15.38

Læsetid:1 minut

Superligatrænerne har kåret Mikael Uhre som forårets profil i Superligaen. (Arkivfoto)

/ Ritzau /

2 år siden

KØBENHAVN Trænerne i de danske superligaklubber har kåret Brøndbys målfarlige angriber Mikael Uhre som forårets profil.

Det skriver Tipsbladet, som uddeler prisen.

Den 26-årige skarpretter snupper prisen for næsen af FC Nordsjællands Kamaldeen Sulemana og FC Midtjyllands Alexander Scholz.

- Der er mange gode spillere i Danmark, så det er selvfølgelig en ære at blive kåret til det, siger Mikael Uhre til Tipsbladet.

De 12 superligatrænere har givet Mikael Uhre 44 ud af 55 mulige point. Kamaldeen Sulemana på andenpladsen fik 38 point.

Foruden Brøndbys træner, Niels Frederiksen, som ikke måtte stemme på sin egen spiller, er AGF-træner David Nielsen den eneste, der ikke har givet point til Mikael Uhre.

Seks ud af de 11 trænere, der kunne give Mikael Uhre point, gav ham de maksimale fem point i afstemningen.

Mikael Uhre er øjeblikkelig topscorer i Superligaen. Han har således scoret 17 kasser undervejs i sæsonen. De ti af dem er faldet i forårssæsonen.

Den 26-årige angriber har været hos Brøndby siden 2018. I de første år havde han svært ved at slå igennem, men i denne sæson har han for alvor ramt målformen.

/ritzau/