Juleskurken skal findes

Vores Ikast og Ramasjang efterlyser børn med en detektiv i maven til at løse mysteriet i Ikast

19. november 2020, 13.00

Ramasjang Mysteriet rykker til Ikast op mod jul, og alle børn er velkomne til at være med i jagten på skurken. Start og mål er midt i Strøgcentret, og det hele starter lørdag 28. november. Foto: Privatfoto

IKAST Netop i disse dage pønser enten Camping Vagn, fru Pudderkvast, Reichardt Thomsen, Ronni Roligan, Danse-Staffan, Preben Pølsesnak eller Hanne Riffel på at begå en forbrydelse i Ikast.

Navnene vil være kendt af stort set ethvert barn i kongeriget, idet der er tale om personkredsen i Ramasjangs absolutte tophit - »Ramasjang Mysteriet«.

Op mod jul flytter scenariet fra tv-skærmen til Ikast, hvor Vores Ikast i samarbejde med Ikast Bymidte og biblioteket skaber et helt specielt Ikast-mysterium.

- Et hold fra Ramasjang har allerede været forbi for at besigtige forholdene, og mysteriet vil få start og mål i de lokaler, der tidligere husede Hos Busack, siger udviklingschef Julia Thaarup Johansen, Ikast Bymidte.

Her er der også lavet en flot Ramasjang Mysteriet-udstilling, som medarbejdere fra Danmarks Radio står på - sammen med konkurrencen.

Det hele starter lørdag 28. og søndag 29. november, hvor de fremmødte børn vil blive præsenteret for mysteriet og får et kort, der fører dem rundt i Strøgcentret, Bakkehuset, på biblioteket og i biografen.

Undervejs støder de på ledetråde, der fører til opklaringen af mysteriet.

Helt gratis

Den første dag, altså lørdag 28. november, kan børnene være detektiver fra klokken 10 til klokken 14.

De øvrige tre weekender i julemåneden - 5.-6., 12.-13. og 19.-20 der åbent for Ramasjang Mysteriet fra klokken 11-15. Det samme er tilfældet søndag 29. november.

Deltagelse er ganske gratis, og det er naturligvis tilladt forældre at følge børnene med rundt og hjælpe til medopklaringsarbejdet, og så kan man naturligvis også være heldig at vinde præmier. Der er dog både skulderklap og en lille erkendtlighed til alle børn, der hjælper Kristian med at løse den lokale julegåde.

- I forbindelse med arrangementet vil der naturligvis blive taget alle de hensyn til corona-smitten, som er påkrævet, lover Julia Thaarup Johansen, der ser frem til så mange børn som muligt hjælper med at fange skurkene.

Det er langt fra gratis at få et arrangement som Ramasjang Mysteriet til Ikast. Det har da også betydet, at man udover økonomiske bidrag fra Vores Ikast og Ikast Bymidte også har fået tilskud fra Ikast-Brande Kommune samt Handelsbanken, Føtex og biblioteket.

Ramasjang mysteriet er flyttet i Strøgcentret. Foto: Laila Kempel
Det populære tv-program Ramasjang Mysteriet har fået sit eget liv i midten af Ikast. Foto: Laila Kempeol
Foto: Laila Kempel