40 år som køkkenassistent: 14 dages praktik blev til 40 års arbejde

I august kan Ulla Vistesen skrive sig ind i en flot række af 40-årsjubilarer på Midtjysk Efterskole

Udgivet:21. august 2023, 09.55

Læsetid:2 minutter

Ulla Vistesen har nydt de seneste 40 år som køkkenassistent på Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm. Foto: Midtjysk Efterskole

1 måned siden

EJSTRUPHOLM Egentlig var det meningen, at Ulla Vistesen bare skulle prøve at være i køkkenet på Midtjysk Efterskole i 14 dages praktik.

Men de 14 dage endte med at blive til 40 års fuld beskæftigelse, og derfor fejrer køkkenassistenten nu jubilæum, skriver Midtjysk Efterskole i en pressemeddelelse.

Og hvordan kunne det gå til for en ung pige, som på det tidspunkt ikke forestillede sig, at hun skulle komme til at stå i et køkken resten af sit arbejdsliv?

Ifølge Ulla Vistesen blæser svaret lidt i vinden, men hun havde en forestililng om, at hun skulle »noget med børn«.

Og det endte så med at blive madlavning med børn, men med nogle lidt større af slagsen på efterskolen, hvor eleverne også deltager i madlavningen.

Nyder snak med de unge

Og det er måske her, at kimen til forståelsen af Ulla Vistesens valg skal findes.

I samarbejdet med de unge mennesker, fortroligheden med dem, snakken over gryderne. Det er de oplevelser - og det gode køkkenteam - der har holdt køkkenassistensten fra at søge andre græsgange i løbet af de sidste 40 år.

Og selvom Ulla Vistisen efter eget udsagn ikke er nogen ørn til at huske alle elevernes navne, så kan hun huske dem på deres ansigter. Og på deres bedrifter. For eksempel var der en Poul, som var så vild med at bage, at han stod tidligt op, også i weekenderne, for at bage brød til kammeraterne.

En festabe takker af

Ulla Vistesen husker, at køkkenet i starten af 1980’erne hørte til de mere sparsommelige af slagsen. Der blev ikke ruttet med pålægget, og forstanderen var en særdeles aktiv fisker, så han havde fyldt fryserne med gedder fra Ejstrup Sø. Der blev lavet mange fiskefrikadeller i de år, husker Ulla Vistisen.

Efter de mange år på det hårde køkkengulv ser Ulla Vistesen nu frem til snart at kunne slå fødderne op i sofaen enten hjemme eller i sommerhuset på Endelave.

Vandreture med Ældre Sagen står også på programmet.

Ulla Vistesen er et familiemenneske og lidt af en festabe, som altid er med på en dans og noget sjov, så hun er ikke bange for at komme til at kede sig i sin kommende pensionisttilværelse.