DET ER DIT VALG - KV21

Læserbrev: Lad os hjælpe vore børn og unge med at tilegne sig gode, sunde bevægelsesvaner

15. november 2021, 09.25

Kirsten Hoffmann. Foto: Privatfoto

LÆSERBREV Det er bare ikke godt nok, når vi må konstatere, at vore børn ifølge WHO har europæisk bundrekord i fysisk aktivitet, og kun 26 procent af de 11-15-årige lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at være fysisk aktiv mindst 60 minutter dagligt. Det er jo ikke en nyhed, at al bevægelse gavner vor fysiske og mentale sundhed og trivsel.

Men hvorfor er vi så ikke kommet længere? Det er jo for sølle, når vi ved, at vi alle har et stort ansvar for at hjælpe vore børn og unge til et sundere og mere aktivt liv. Al for mange børn og unge har et stillesiddende liv - både hjemme og i skolen.

Sundhedsstyrelsen peger på, at cykling er en god måde at få mere bevægelse ind i børn og unges liv. Det styrker motorikken samt øger indlæring. Så den daglige cykeltur til skolen er en win-win for vore børn og unge, da det ikke kun hjælper dem med at tilegne sig gode bevægelsesvaner, men også styrker indlæringen og det almene velvære.

Derfor vil vi socialdemokrater arbejde for, at vi får sat flere midler af til anlæggelse af cykelstier, således at vore børn og unge kan cykle trafiksikkert til og fra skole samt til andre aktiviteter, så de ikke skal køres til og fra hverdagsaktiviteter. Det er en stor anlægsopgave, som vi her lægger op til, men det er den bedste investering til, at vi hjælper vore børn og unge og os selv til at få gode og sunde vaner, som har livslang betydning. Og så kan vi indkassere en ekstra gevinst er, at det gavner vort miljø. Så lad os komme i gang!