Nørre Snede var til eksamen

Landsbyen er med i finalefeltet til titel som Årets Landsby i Region Midtjylland

Udgivet:13. marts 2023, 06.00

Læsetid:2 minutter

I 2012 kunne Nørre Snede fejre, at man nu havde gennemført første etape af en omfattende byrenovering. Foto: Tom Laursen

Flemming Thulstrup
Journalist| flt@ikastavis.dk

NØRRE SNEDE Tre repræsentanter fra Nørre Snede stod i går skoleret overfor en flok kritiske censorer, da der var eksamen om at blive årets landsby i Region Midtjylland.

Feltet på 10 kandidater til den ærefulde pris er blevet halveret, og der er nu bare fem finalister tilbage på opløbsstrækningen.

Blandt disse er altså Nørre Snede, der er oppe mod Ramme ved Lomborg i Lemvig Kommune, Løvel i Viborg Kommune, Skjød i Favrskov Kommune og Asferg i Randers Kommune.

Stedet, hvor slaget stod, var regionsrådhuset i Viborg, hvor delegationer fra hver enkelt finalist fik foretræde for en halv snes censorer.

- Vi havde et oplæg på omkring 10 minutter, og derefter blev vi så udspurgt på kryds og tværs, siger formanden for Lokalrådet i Nørre Snede, Hans Jørgen Jensen, der talte varmt for Nørre Snede sammen med Michael Mortenen og Lone Belling.

De fem finalister må dog væbne sig lidt med tålmodighed.

Resultatet af deres anstrengelser ved eksamensbordet i går vil nemlig først blive afsløret senere efter en lang og grundig votering blandt censorerne.

Resultatet og udpegningen af årets vinder bliver offentliggjort i forbindelse med regionsrådets møde i april.

Med hæderen som Region Midtjyllands Landsby i 2023 følger en kontant belønning på 150.000 kroner.

- Vi har endnu ikke besluttet, hvad pengene skal bruges til. Vi er i gang med en række projekter, blandt andet en shelter for handicappede med toiletter og andre faciliteter. Her kan pengene blandt andet gøre godt til at gøre projektet færdigt. Først da har vi jo mulighed for at få fondspenge, påpeger en sejrssikker Hans Jørgen Jensen.

Store forandringer

Hvis det mod forventning skulle glippe med førstepladsen og de mange penge, så er der en lille trøstpræmie. I år er det nemlig besluttet også at uddele en initiativpris. Prisen går til en ansøger, der har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats i det forløbne år. Her deltager de sidste 10 kandidater i konkurrencen.

Nørre Snede har gjort sig fortjent som finaledeltager på grund af en omfattende makeover og renovering af landsbyen, der har stået på gennem de seneste 15 år.

Blandt andet var landsbyen centrum for en gennemgribende renovering. Skolen blev også moderniseret, og kulturelle aktiviteter - som kvinden i rundkørslen, verdensmusik og bannerkunst - rykkede ind i den tidligere lidt kedelige landsby, der først og fremmest var kendt for sit store vejkryds i centrum.

Siden er udviklingen fortsat med blandt andet nye spændende boliger, plantning af miniskove og mange andre projekter.

Formanden for Lokalrådet i Nørre Snede er en af de personer, der på tirsdag skal tale Nørre Snedes sag og kæmpe for, at titlen som Årets Landsby i Region Midtjylland kommer i hus. Foto: Flemming Thulstrup