Frivillige søges: Folkekirkens Café og Dagligstue søger frivillige hænder

Caféen kan ikke fungere uden de 50 frivillige - men stedet mangler ekstra hænder

15. september 2020, 22.07

Folkekirkens Café & Dagligstue har brug for flere frivillige. Foto: Privat

IKAST Folkekirkens Café og Dagligstue i Ikast ville ikke kunne fungere uden en trofast skare af frivillige, der er med til at skabe indhold og gode rammer i lokalerne på Møllegade i Ikast. Dagligstuen har godt 50 frivillige, der tager en tørn engang imellem og hjælper med stort og småt i hverdagen.

Men stedet kan godt bruge flere hænder til opgaverne i huset. Det handler primært om overkommelige praktiske opgaver som hjælp til borddækning, oprydning og opvask i forbindelse med aftensmaden.

Men en meget vigtig del af de frivilliges bidrag er bare at være der og tage en snak med stedets brugere.

Ingen krav om faste vagter

De frivillige får tildelt ”vagter”, der strækker sig fra klokken 15-19, og stedets leder Vera Vestergaard sørger for at få puslespillet til at gå op, så der bliver taget hensyn til hvornår og hvor meget, man som frivillig kan hjælpe.

- Der er altid to frivillige til stede sammen. Der er ingen krav om, at man som frivillig er her hver uge. Der er mange, der har en vagt en gang om måneden. Det skal vi nok få til at gå op, siger Vera Vestergaard.

Lyst til at møde andre

Der er heller ingen krav til kompetencer og erfaringer, hvis man har lyst til at hjælpe til i Dagligstuen i Ikast. Det handler bare om, at man kommer med en lyst til at møde andre mennesker – og en livserfaring at møde dem med.

- Vores frivillige fortæller, at det giver dem selv rigtig meget at være med til at skabe en god stemning for dem, der kommer i Dagligstuen, fortæller Vera Vestergaard. Hvis man har lyst til at høre mere om, hvordan det er at være frivillig i Folkekirkens Café og Dagligstue, er man altid velkommen til at henvende sig – enten på telefon, på mail eller ved at møde op i lokalerne på Møllegade.

Fakta om Folkekirkens Café og Dagligstue

• Møllegade 22, Ikast. www.cafeogdagligstue.dk

• Et sted for alle, der ønsker fællesskab og samvær med andre – uanset alder og baggrund.

• Man kan købe kaffe, hjemmebag og aftensmad til rimelige priser.

• Dagligstuen giver mulighed for snak, afslapning og spil. Et par gange om måneden er der foredrag og andre aktiviteter.

• Dagligstuen drives af to deltidsansatte og 50-60 frivillige.

• Folkekirkens Dagligstue bygger på kristne værdier, men har ikke forkyndende eller kirkeligt indhold i hverdagen.

• Dagligstuen er en selvejende institution, der drives for fondsmidler, tilskud og indtægterne fra salg af mad.