Vagtskifte på apoteket

Corona-situationen udskyder den officielle »goddag og farvel«-reception for Henrik Krog Jensen og Karen Marie Østergaard

23. april 2020, 06.30

Henrik Krog Jensen glæder sig til de nye udfordringer i Ikast og til at stå i spidsen for en organisation med 50 veluddannede med­arbejdere, der får nye muligheder for uddannelse og job­rotation. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Coronaen raser og gør mange arbejdsløse - men ikke på apotekerne, hvor der fortsat arbejdes på fuld tryk.

- En ny og anderledes situation og slet ikke den afsked, jeg gerne ville have haft, siger Karen Marie Østergaard, der torsdag 30. april har sidste arbejdsdag på apoteket i Ikast.

Efter næsten 14 år som selvstændig apoteker i Ikast har Karen Marie Østergaard for længst truffet beslutningen om, at hun vil nyde sin tredje alder fuldt ud og have muligheden for at bruge sin tid langsomt.

Parat i kulissen står Henrik Krog Jensen, der siden 2007 har været indehaver af Herning Løve Apotek. Han er af Lægemiddelstyrelsen blevet godkendt til at overtage og drive apoteket i Ikast.

Gør plads til en lejer

- Det giver god mening at drive to apoteker tæt på hinanden, siger Henrik Krog Jensen, der glæder sig til nye udfordringer og til at stå i spidsen for samlet 50 ansatte.

- Apoteket i Ikast er moderne, veldrevet og med dygtige medarbejdere, så jeg har slet ingen bekymringer, siger Henrik Krog Jensen, der allerede har aftaler med håndværkere, der går i gang med en ombygning 4. maj.

- Der er sket meget, mens Karen Marie Østergaard har haft apoteket. Blandt andet har hun åbnet en filial i Løvbjerg, som kører godt. Men det betyder også, at der slet ikke er brug for den store butik på Østergade. Jeg har planer om at leje en del af arealet ud til en virksomhed, der passer godt med at drive apotek, forklarer Ikasts nye apoteker, der forventer at have en lejer på plads umiddelbart efter sommerferien.

Vaccination på apoteket

Henrik Krog Jensen vil også indrette pladsen således, at der bliver mulighed for at få influenzavaccinationer på apoteket.

- Jeg har med stor succes haft mine medarbejdere i Herning på efteruddannelse, så det sker på en sikker og forsvarlig måde. Til efteråret bliver det formentlig også muligt at blive vaccineret mod lungebetændelse, forklarer han og udelukker ikke, at der på længere sigt være muligheder for diverse rejsevacciner. Men det kræver yderligere uddannelse af personalet.

Indretningsmæssigt får hovedapoteket på Østergade en mindre ansigtsløftning.

- Jeg har netop lukket min filial på Østergade i Herning, og det passer så med, at inventaret herfra kan flyttes direkte til Ikast, siger Henrik Krog Jensen.

Han vil fortsat også være apoteker på Herning Løve Apoteks filial i Meny på Dæmningen i Herning samt i apoteksudsalget i Kibæk.

I Ikast vil han beholde hovedapoteket på Østergade med filial hos Løvbjerg.

Borgere i Engesvang vil fortsat kunne få udleveret deres receptpligtige medicin via et samarbejde i Brugsen, mens samarbejdet med OK i Bording ophører.

- Planen er, at jeg vil opholde mig alle steder. Det er vigtigt for at have føling med mit personale, men også når det handler om kundernes ønsker og behov. Jeg vil i alt fald altid være tilgængelig, siger Henrik Krog Jensen, der i øvrigt fremhæver et forbilledligt samarbejde med Karen Marie Østergaard.

Nu vender hun kajakken

- Det er vemodigt at skulle sige farvel - og specielt i denne tid, hvor vi ikke har mulighed for at gøre det ordentligt. Liv og helbred er det, der tæller, så vi retter ind og håber på at kunne gøre det senere; det betyder noget for mig at kunne komme herfra på en ordentlig måde, siger Karen Marie Østergaard, der er ked af, at hun ikke får mulighed for at sige ordentlig farvel.

- Det har været specielt at skulle etablere krisesledelse, samtidig med at jeg har været i gang med at afvikle og gøre klar til overdragelse, fastslår hun.

- Jeg glæder mig til mit nye liv, selvom jeg lige skal vænne mig til, at det er lige om hjørnet. Jeg er citeret for at sige, at jeg vil lære at ro i kajak, så jeg har allerede tilmeldt mig et højskoleophold med kajakkursus og håber selvfølgeligt på, at det bliver til noget. Og så ser jeg frem til på alle måder at kunne være sammen med mine børn og barnebarn, som vi ikke har set i efterhånden to måneder, siger den snart forhenværende Ikast-apoteker.

Karen Marie Østergaard er ked af måden, hun tager afsked med sit apotek i Ikast på. Coronaen sætter begræsninger, men hun håber på at vende tilbage og sige ordentligt farvel. Foto: Laila Kempel