Jazzcafe Engesvang er klar til en ny sæson

Udgivet:01. september 2022, 13.36

Læsetid:1 minut

Hot & Sweet Jazz Band åbner og afslutter sæsonen hos Jazzcafe Engesvang. Foto: Pr-foto

ENGESVANG Jazzcafe Engesvang er nu klar med endnu en spændende jazzsæson. Der lægges ud torsdag 1. september i Kulturhuset i Engesvang. Det er som sædvanlig Jazzcafeens husorkester, Hot & Sweet Jazz Band, der åbner sæsonen med god, gammeldags traditionel jazz og numre fra swingperioden.

I oktober kommer Swing West på besøg. Repertoiret er swingnumre, evergreens og lidt gammel dansk - alt sammen spillet med vestjysk accent.

I november kommer der fornemt besøg fra Aarhus. Det er Niels Barfods Kvartet. Niels Barfod er kendt i mange sammenhænge, blandt andet i det legendariske Klywers Big Band. Med sig har han i kvartetten Paul Engberg, som var ankermanden i det kendte århusband East Coast Jazz Band.

Efterårssæsonen i JazzCafé Engesvang slutter 1. december i Bøllingsø Bryghus med julejazz. Det er igen husorkesteret Hot & Sweet Jazz Band, der spiller jazzede udgaver af julens melodier.

Så der er lagt op til en rigtig fin efterårssæson med masser af fin jazz. Med gratis adgang for alle.