Plejecenter ramt: Foreløbigt fem beboere og en medarbejder testet coronapositive på Kærmindeparken i Bording

Plejecentret Kærmindeparken har flere ramte beboere

29. april 2020, 07.10

Dronefoto af Kærmindeparken midt i Bording. Foto: Flemming Hansen

BORDING Covid-19 er kommet indenfor murene på Plejecentret Kærmindeparken i Bording.

Her er fem beboere og en medarbejder testet positiv for corona, mens plejehjemmet i går stadig ventede på svar fra test af yderligere tre beboere og den resterende del af personalet. Kun en enkelt af de ramte beboere var tirsdag indlagt på sygehuset.

Ældrechef i Ikast-Brande Dorthe Jepsen bekræfter situationen og fortæller, at man op til udbruddet har været meget struktureret omkring at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer i forhold til corona-situationen i Danmark.

- Vi reagerede, da vi fik en mistanke og har stringent fulgt de seneste retningslinjer, der er meldt ud. Det betyder, at vi har forholdt os til den nyeste teststrategi, men også har skærpet opmærksomheden, så der holdes øje med alle beboere på hjemmet. De ramte beboere holdes isolerede på værelserne, og så håber vi, at vi har succes med at inddæmme smitten. Men det er uforudsigeligt. Alt kan se helt anderledes ud om en time. Det er svært at vide, siger ældrechefen.

Kommunaldirektør Flemming Storgaard er opmærksom på udfordringerne.

- Vi er naturligvis kede af situationen, som alle har arbejdet hårdt på at undgå i forhold til en udsat gruppe. Vi har iværksat alle nødvendige forholdsregler og tiltag på plejehjemmet for at håndtere og indkapsle sygdommen, siger Flemming Storgaard.

Pårørende taknemmelig

Annette Stær, der er pårørende bakker op om Flemming Storgaards udtalelse.

- Jeg er taknemmelig for, at det først rammer nu. Men det måtte jo ske, og det rammer mig i hjertet og gør ondt helt ned i maven. Kærmindeparken har været mega-gode til at overholde regler og retningslinjer. Jeg har ikke set min mor i alle de uger, og det gør mig ked af det. Jeg savner hende. Men personalet har været så gode til at sende billeder, der viser, at hun har det godt. De opfordrer os også til at ringe, hvis der er det mindste, vi bekymrer os om, siger Annette Stær, der flere gange har talt med personalet. Både i telefonen, men også ved hoveddøren, hvor de er kommet ud efter forudgående aftale.

Udviklingen med corona på Kærmindeparken bekymrer hende.

- Min mor er syg, så jeg er dybt taknemmelig for, at hun kan være et sted som Kærmindeparken. Jeg har stor tiltro til personalet, og er fuldstændig tryg med den måde de håndterer situationen på. Men jeg er da bekymret for alle. Alle beboere, men også personalet, som kan blive ramt af sygdommen. Det er da noget, der hele tiden sidder i baghovedet, siger Annette Stær.

Ældrechef Dorthe Jepsen. Foto: Henrik Ole Jensen
Annette Stær, pårørende til beboer på Kærmindeparken. Foto: Jesper Vind