Putin afviser russisk ansvar for angreb mod shoppingcenter

Den russiske hær ved, hvad der ligger hvor, og angriber ikke civil infrastruktur, siger præsident Putin.

Udgivet:30. juni 2022, 01.46

Læsetid:1 minut

Ruslands præsident, Vladimir Putin, var onsdag til regionalt topmøde i Turkmenistans hovedstad, Asjkhabad.

/ Ritzau /

MOSKVA Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviser, at russiske styrker er ansvarlige for et dødeligt angreb mod et shoppingcenter fyldt med civile i den ukrainske by Krementjuk tidligere på ugen.

- Vores hær angriber ikke nogen former for civil infrastruktur. Vi er fuldt ud i stand til at vide, hvad der ligger hvor, siger Putin onsdag på et pressemøde i Turkmenistans hovedstad, Asjkhabad, hvor han er til et regionalt topmøde.

- Ingen blandt os skyder sådan - tilfældigt. Det sker normalt ud fra efterretningsoplysninger om mål og med præcisionsvåben, tilføjer han.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

18 mennesker blev dræbt, da russerne ifølge Ukraine mandag ramte shoppingcenteret i Krementjuk med missiler.

Angrebet forårsagede en omfattende brand i centeret, der ligger cirka 255 kilometer sydøst for den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Rusland bekræftede tirsdag at have angrebet Krementjuk. Landet hævder dog at have ramt et våbendepot, hvor våben fra Vesten blev opbevaret.

- I Krementjuk ramte russiske styrker et våbendepot med udstyr modtaget fra USA og Europa bestående af højpræcisionsluftvåben, skrev Ruslands forsvarsministerium i en udtalelse på kommunikationstjenesten Telegram.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ministeriet erkender, at angrebet førte til en brand i shoppingcenteret. Ifølge Rusland var der dog tale om et lukket center uden civile indenfor.

Omvendt siger Ukraine, at der befandt sig omkring 1000 civile i centeret.

Rusland har under hele krigen, der begyndte 24. februar, nægtet at være gået efter civile og har kaldt sin offensiv i Ukraine en "særlig militæroperation".

Da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tirsdag talte til FN's Sikkerhedsråd beskyldte han Rusland for at være en "terrorstat".

Det skete i kølvandet på angrebet mod shoppingcenteret.

Zelenskyj opfordrede Sikkerhedsrådet til at bortvise Rusland fra FN og indlede en sag, der skal undersøge det russiske militærs handlinger i Ukraine.

/ritzau/