Stort håndboldstævne i weekenden: Mangler 500 spillere på grund af corona

Arrangørerne af weekendens store Hannibal Cup i Ikast er glad for at kunne gennemføre, men erkender, at der mangler cirka 500 spillere

16. september 2021, 08.51

Jimmy Strøm er en af hovedkræfterne bag weekendnes Hannibal Cup, der mærker efterdønningerne efter corona-pausen. Der mangler omkring 500 spillere i forhold til tidligere stævner. Næste år kan stævnet iøvrigt fejre 50 års jubilæum. Foto: Laursen

IKAST Weekendens store håndboldstævne i Ikast, Hannibal Cup er ramt af eftervirkningerne af den store corona-pandemi.

På trods af glæden ved at kunne samle 1000 spillere, så er der lidt malurt i bægeret, da der normalt er 1500 deltagere til stævnet.

Ikast FS Håndbold har ellers oplevet stigende interesse for at deltage i stævnet, som afvikles som den sidste test inden turneringen starter.

- Som sædvanlig er det en hær af frivillige, blandt andet klubbens forældre, der har grebet opgaverne med godt humør, og sørget for, at de mange opgavelister er fyldt ud. Det har været en god oplevelse indtil nu, siger Jimmy Strøm fra cup-ledelsen.

Indkvartering

- Alle byskolerne i Ikast tages i brug til indkvartering. Vi har samlet indkvarteringerne så tæt på spillestederne og i så store enheder som muligt for at udnytte de frivillige hænder, og for at bidrage til mindre CO2-udslip ved bustransporten mellem skolerne og hallerne/banerne, fortæller Jimmy Strøm.

Klubbens forældre er også gået i køkkenet og sørger for, at der bliver tilberedt omkring 5000 måltider mad til deltagerne.

Hannibal Cup, som afvikles for 49. gang er en vigtig del af IFS håndbolds økonomi, og derfor glæder det også Jimmy Strøm, at det er lykkedes at finde sponsorer til stævnet for at få alle ender til at nå sammen

Under turneringen bliver håndboldbanerne i Sportscenter Ikast, Hyldgårdshallerne, Gymnasiehallen, Østre Skolehal og Nordre skolehal testet til det yderste.

200 kampe

- Vi forventer at skulle afvikle mere end 200 kampe fra fredag aften til søndag eftermiddag. De mange hold giver rigtig fine muligheder for at sammensætte jævnbyrdige puljer til alle, og dermed bidrage til at alle deltagere får nogle gode

dage i Ikast, siger Lars Kragelund, der har ansvaret for cuppens sportslige del.

For den lokale håndboldklub er det vigtigt, at der udover spændende håndboldkampe også er rammer for hygge og fællesskab.

Derfor vil der igen blive TV-dækning af hele stævnet.

Der er lavet en aftale med LokalUpdate.dk som laver indslag under hele stævnet samt live transmittere alle finalekampene, med studie snak og interviews under og efter finalerne.

Desuden vil spillerne opleve en IBF Arena pakket ind i HIH ligaholdets rammer, med LED bander og rulle reklamer. Dette sammenholdt med masser af tilskuere på lægterne, giver en ekstra dimension til spillerne og lederne under kampene.

Også fra IFS-formand Steen Sørensen er der positive toner.

- På klubbens vegne er jeg glad for de frivillige hjælpere, der gør det muligt for Ikast FS Håndbold at afvikle dette store arrangement. Rigtig mange forældre, hjælpere og andre støttere er involveret i de mange gøremål, der skal løses for, at alt klapper, siger han.