FCM vil skrive historie i aften

FC Midtjylland kan i aften spille sig i Champions League-gruppespillet for første gang i klubbens historie

30. september 2020, 12.27

Der var ingen tegn på nervøsitet og anspændthed, da anfører Erik Sviatchenko og resten af FCM-truppen i går havde sin sidste træning før klubbens måske vigtigste kamp nogensinde. Foto: Henrik Ole Jensen

FODBOLD 90 minutters fodbold afgør i aften, om FC Midtjyllands europæiske eventyr fortsætter i Europa League med udsigten til indtægter på 50 millioner kroner, eller om næste kapitel bliver skrevet på højeste hylde af dem alle: Champions League med forventelige indtægter på 150-200 millioner kroner.

Det hele afgøres, når FC Midtjylland i aften spiller returopgør mod Slavia Prag i den såkaldte playoff-runde af Champions League-kvalifikationen.

Første opgør sluttede 0-0 i Tjekkiet efter en jævnbyrdig affære, hvor Slavia Prag var mest på bolden og havde flest afslutninger, men FCM havde de to største chancer.

- Det handler om levere den samme præstation som for en uge siden - og måske lægge lidt ekstra procenter til, siger FCM-træner Brian Priske.

De tjekkiske mestre var bookmakernes klare favorit til at gå videre før sidste uges møde. Men nu er det mere jævnbyrdigt. Danske Spil giver pengene 1,6 gange igen, hvis Slavia Prag går videre, mens et midtjysk avancement giver pengene 2,2 gange tilbage.

Ingen frygt for udebanemål

Tjekkerne går videre på reglen om udebanemål, hvis det ender uafgjort med andre cifre end 0-0. Men frygten for at indkassere et udebanemål har ikke spillet nogen ret stor rolle i FCM’s optakt.

- Vi kender godt betydningen af at få et mål imod. Det er vi bevidste om. Men det er ikke noget, vi bruger ret meget tid på. Vi går ud for at vinde kampen. Det er vores mindset. Om det så bliver 1-0, 2-1 eller noget tredje, er sekundært, fastslår Brian Priske.

FCM’s guldtræner har respekt for de tjekkiske mestre, men han ved også, hvordan kampen skal gribes an.

- Vi vil angribe, og samtidig vil vi forsvare os godt, men vi vil gøre det ved at stå højt på banen og møde dem med vores pres, forklarer cheftræneren.

Kampen mellem FCM og Slavia Prag fløjtes i gang i aften klokken 21.00 på MCH Arena og vises direkte på 3+.