Boliger i gamle forretninger

Ny lokalplan skal gøre det muligt at omdanne tomme butiksfacader til boliger

Udgivet:24. december 2018, 11.50

Læsetid:1 minut

Der har i år været holdt adskillige møder om Ejstrupholms fremtid. Senest blev der holdt borgermøde i sidste måned. Foto: Henrik Ole Jensen

Flemming Thulstrup
Journalist| flt@ikastavis.dk

byudvikling Man har været længe undervejs, og meget tyder på, at der også er langt, inden man kommer i mål.

Det drejer sig om en ny udviklings- og visionsplan for Ejstrupholm.

Men selv den længste rejse indledes med de første skridt, og nu lægges der således op til en ny lokalplan, der vil åbne op for muligheden for at etablere boliger i stueplan i midtbyen.

Den placering har tidligere været forbeholdt forretninger og lignende, men i takt med, at butiksdøden også har været forbi Ejstrupholm, så er der nu flere tomme butiksfacader i byen. Som det seneste er det besluttet også at lukke Dagli'Brugsen.

Der har i løbet af året været holdt flere workshops og borgermøder i Ejstrupholm, og visionerne går i retning af at skabe en mere sammenhængende by, hvor handelslivet centreres i midtbyen, og hvor der etableres flere små oaser i bybilledet.

Fra kommunens side har man afsat tre millioner kroner af til at opfylde nogle af de mange ønsker.

På sigt håber man i Ejstrupholm, at ansøgninger til diverse fonde vil give et afkast, der vil gøre det muligt at opfylde endnu flere ønsker.

Teknik- og Miljøudvalget har i første omgang indstillet til vedtagelse i byrådet, at der udarbejdes en ny lokalplan, så det bliver muligt at indrette boliger i tidligere forretninger i stueplan i midtbyen.